DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

undet med "hellige tal" og talmagi (jf. bind 4's kap. 17). Dette er på linje
med egyptisk og babylonisk praksis, hvor der i hellige tekster kunne
indbygges skjulte betydninger, kun forståelige for indviede.
Rabbinerskrifterne nævner den opfattelse, at en magisk forbandelse,
som en usynlig linje ved Egyptens grænse mod Sinai forhindrede hebræiske
(tvangs)arbejdere i at flygte; det antydes, at ved udvandringen
blev forbandelsen brudt af udstråling fra hellige ædelstene, som israelitterne
stjal fra egypterne. Også her viser handlingen at være foregået før
1300 f.Kr., hvor farao Seti I lod anlægge en kæde af grænseforter.
Den nye faraos magiske riter
Arkæologer har fundet beskrivelser af, at babyloniske hære på togterne
medbragte en eller flere barum, 'varselstydere'. Den egyptiske hærs magikere
kaldtes kher heb. De tog varsler for hæren og slagenes udfald samt
kastede uheldsvanger magi over fjendehærene. Ligesådan hos de kanaanæiske
tropper. Hos Tuthmosis III kendes den hidtil ældste omtale af gudebilleder
sat i spidsen for hæren - ved siden af farao selv, der selv ansås
for en guddom. (Jf. at i nutiden bar russiske hære Maria-ikoner foran deres
tropper).
Kort tid efter udvandringen dannedes en moabitisk-midianitisk koalition
imod israelitterne (ikke usandsynligt iværksat af egypterne) ifølge
Bibelen. Magikeren Balaam blev regulært lejet af moabitternes konge
Ba'lak til at møde israelitterne og kaste en forbandelse med et ondt varsel
over dem. Balaams optræden med sin udslyngede forbandelse - der
fik et uventet forløb - tillagdes så stor betydning, at "4. Mosebog" anvender
mere end fire kapitler (især kap. 22-25 og 31) herom. Balaam
omkom til sidst i slaget mellem israelitterne og disses tidligere allierede,
midianitterne.
Flere forhold understøtter Balaams autenticitet, bl.a. den arkaisk hebraiske
sprogform - fra Moses' og Balaams tid i 1400-tallet f.Kr. - der er
brugt i bibelteksterne om Balaam. Et brev arkæologisk dateret ligeledes
til 1400-tallet f.Kr. og dermed i udvandrings-tiden - nemlig en lertavle
med babylonisk kileskrift fundet i Gezer i Israel, tydet i 1943 - omtaler
syv okser til brug for ofring for at hjælpe en militær ekspedition. Konceptet
er velkendt i Bibelens omtale af Balaams ofring af syv okser og
syv væddere til at fremkalde effektiv magi imod Israel.
I Bibelens "Joshuas Bog" (5,13-6,5) opfordrer et orakel Moses' efterfølger
Joshua til at tage byen Jeriko med magi, ved at israelitterne skulle
gå syv gange omkring den og blæse i syv vædderhorn. Joshua forbandede
også med magi gennem et kastespyd, som han manende pegede på
byen Ai med.
Allerede kort efter udmarchen fra Egypten var israelitterne ved at
tabe i en kamp mod lokale Sinai-folk. Moses fik hver gang vendt slagets
107