DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

me store omfang som i Egypten kunne udøve pres imod folket og kongemagten.
Denne i virkeligheden avancerede forordning var helt enestående
for et præsteskab og var ikke kendt i noget andet land.
Den gådefulde holdningsændring over for Moses
Moses' ry og hans værk blev senere så stort i Middelhavsområdet og
Mellemøsten, at selv oldtidsforfattere, der ikke havde adgang til Bibelen
og andre jødiske eller kristne skrifter, alligevel kunne berette væsentligt
meget om Moses og om hans storhed.
Men på større afstand - næsten 2.000 år efter Moses' tid, dvs. i 400tallet
e.Kr. - udvikledes tendenser til at betragte de ældste rabbinerskrifters
omtale af hans meriter som en art eksotiske fabler af symbolsk eller
underholdende karakter. Også i nogle af nutidens rabbinerskoler underbetones
ofte disse skrifters historisk værdifulde informationer.
I det kristne Europa var det næsten helt frem til nyere tid ikke sjældent,
at ikke-teologer beskæftigede sig med Moses. I 1500-tallet nævner
den italienske magtanalytiker Machiavelli i sin bog "Fyrsten" kortfattet
en skarpsindig og ikke-teologisk karakteristik af Moses og hans ledelsesform
og taktik. I 1700-tallet blev Goethe, der var et multitalent ligesom
Moses, inspireret til at beskæftige sig med Moses som leder for et
folk fremfor mest som stifter af en religion.
Den samme optagethed gælder senere personligheder af vidt forskellig
baggrund, lige fra psykoanalysens pioner Sigmund Freud til Englands
leder under 2. verdenskrig Winston S. Churchill samt den amerikanske
nationaløkonom Henry George og de tyske forfattere Rainer Maria
Rilke og Thomas Mann - alle med publikationer om Moses.
Karakteristisk stod alle disse personer fjernt fra både kirkens og den
ortodokse jødedoms rækker, og formåede at placere sig i nogen afstand
fra disse institutioners traditionelle Moses-billede. Allerede blandt de
gamle israelitter kendtes Moses' eftermæle på følgende måde:
"...Og der fremstod ikke siden hos Israel en profet som Moses -
hvem Jahweh kendte ansigt til ansigt - både hvad angår alle de tegn
og undere, som Jahweh sendte ham til at udføre i Egypten for farao
og alle hans tjenere og hele hans land, og hvad angår hele den store
styrke, der lå i hans hånd, og hvad angår alle de store og frygtindgydende
gerninger, som Moses udførte for øjnene af hele Israel...".
Disse er de afsluttende ord i "5. Mosebog", og de står dermed som efterskrift
for alle Mosebøgernes optegnelser vedrørende Moses' liv og virke.
Men hvor sande disse vægtige ord end måtte være, er de alligevel med
til at undertrykke den øvrige information om ham. Hvem ville herefter
finde på at forbinde Moses med en landflygtig egyptisk kronprins - eller
f.eks. alfabetets eventuelle opfinder?
Kort sagt, Mosebøgerne - i den redigerede form fra cirka 400-tallet
176