DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

herre og erobrer! Denne farao formåede efter den store indsats fra sine
forgængere Kamose, Ahmosis I og Amenhotep I at få drevet de allersidste
restgrupper fra hyksosfolkets 180-årige besættelsesregime endeligt
ud af dets sidste befæstede byer i Nedre Egypten.
På få år udvidede Tuthmosis I sit rige både i Asien og Afrika med sikkerhedsskabende
erobringer, længere uden for landets grænser end nogen
anden farao. Nemlig fra Gebel Barkal ved Nilens 4. katarakt (vandfald)
i Nubien og til Naharein (Syrien) ved Eufratfloden, som han endda
overskred med sin hær og lod stedet markere med sine inskriptioner.
Ved Tuthmosis I’s død cirka 1523 f.Kr. omfattede det samlede egyptiske
område mere end det dobbelte af det Egypten, han overtog.
Derimod befæstede hans barnebarn, Tuthmosis III, gennem næsten
30 år (efter Hatshepsut) aldrig besiddelserne længere ud end ved de fastlagte
grænser - hans egne inskriptioner viser dette - nemlig kun til de
grænsesten, Tuthmosis I havde opstillet et halvt århundrede tidligere.
Tuthmosis III’s mange felttog til udlandet har imponeret i nutiden,
hvor tidlige forskere synes at have taget hans selvforherligende propaganda
noget bogstaveligt. Imponeret af hans mange slag er han, med en
inhabil kliché, igen og igen kaldt "oldtidens Napoleon" - uden nærmere
at analysere, at de ekstremt mange felttog skyldtes: At han var ude af
stand til effektivt at nedkæmpe de mange oprør gennem hele 19 år. Mens
hans efterfølger og søn Amenhotep II, en dygtigere kriger i det hele taget,
gjorde det på bare ni år og netop bevarede landets grænser.
Egyptologisk og historisk videnskab med hver deres fags metodik
har følgelig ofte forskellig fokus. Hos Tuthmosis III viser hverken hans
eller stabens inskriptioner vedrørende togterne nogen ny erobring og udvidelse
af landet. Han lagde ikke en fingerbredde til Egyptens territorium.
Det han i virkeligheden gjorde, var uafladeligt at prøve at holde
sammen på Tuthmosis I’s for længst skabte Stor-Egypten med underlagte
nabostater, som Hatshepsut dygtigt, især ved diplomatisk udenrigspolitik,
havde bevaret intakt.
Med de mange angreb udefra gennem de mange år har Tuthmosis III
som nævnt næppe haft en stille stund. Men det var dygtigt gjort, at han
virkelig evnede at stå imod. Her findes, som allerede fremlagt, mange
konkrete forhold der kan antyde, at der bl.a. var anvendt metoder lært af
Moses, som nu brugtes imod Moses selv. På den baggrund kunne en heraf
udlignende balance vanskeligt resultere i nogen reel sejrherre.
Således var resultatet af alle de voldsomme anstrengelser kun, at forholdene
efter Tuthmosis III’s første 32 år ved magten efter Hatshepsuts
død stadig forblev som ved udgangspunktet: - nemlig at Moses ikke fik
sit krav på faraokronen opfyldt, og at Tuthmosis III ikke nogensinde fik
udvidet grænserne eller blot skabt en virkelig stabil fred.
31