DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

ne. En anden metode er termoluminiscens, der daterer ud fra kvartskorn i keramik,
og stadig flere metoder findes: Til de store tidsspand kan der, ud over at bruge geologiske
lag, anvendes zirkon-krystaller fra f.eks vulkansk aske.
Glaciologisk datering - ud fra udborede iskerner i arktisk indlandsis - kan angive
et specielt år i gamle snelag med særlige vandmolekyleforhold eller bestemte
typer nedfald (f.eks dateres vulkankatastrofen på den græske ø Santorini med dens
spor i Grønlands is til cirka 1645 f.Kr. - jf. kap. 10).
Pollenanalyse og palæobotanik kan indkredse en periode. Kulstof-14 metoden
(C-14) kan markere tid inden for f.eks +/- 50 år. Datering med dendrokronologi
(optælling af årringe i træ) kan vise et bestemt år og eventuelt årstiden. F.eks. medfører
et stort vulkanudbrud hyppigt kold vinter - evt. flere år efter - og kan, men ikke
bestemt altid, give frost(år)ringe i træer.
Men astronomi er den mest præcise tidsbestemmelsesmetode, der kendes. I bedste
fald kan en beretning, hvor der omtales solformørkelse, dateres til både det korrekte
år og måned, samt dagen og endda selve timen.
Datering af meget gammelt historisk materiale må ofte bero på brug af flere dateringsmetoder
i samspil. F.eks. er det problematisk i den egyptiske kulturs tidlige
perioder, at C-14-datering mister præcision ved voksende alder - trods kalibrering.
I arkæologien viser C-14-metoden desuden sensibilitet, så resultaterne kan blive
misvisende (f.eks blot forårsaget ved en arkæologs tobaksrygning ved udgravningen)
og især dette, at en C-14 årscyklus ikke er præcis ét år: Efter de seneste større justeringer,
bl.a. ud fra dendro- og glaciokronologi, er flere gamle fund nu C-14-dateret op
til 700-800 år ældre. Parallelt hermed har Ötztahl-mumiet og dets ejendele fra 5.300
f.Kr. (fundet i Alperne i 1994) bevist brugen af kobber 1.000 år førend hidtil antaget!
Også ved anatomiske- samt røntgen-undersøgelser af egyptiske kongers mumier
kan eksperterne være ret uenige i fiksering af kongernes alder, der bl.a. bedømmes
ud fra sammenvoksninger i kranierne, og ud fra knoglevæksten.
Tuthmosis-kongernes periode synes som nævnt placeret 20-50 år for sent, hvis
mange egyptologers nuværende lowdatering følges. Tilmed viser samarbejdet med
naturvidenskaberne, at i helhed er lowdatering endda dårligst funderet.
Ligeledes har den engelske arkæolog James Mellaart for længst påpeget i sin
afhandling "Egyptian and Near Eastern Chronology - a Dilemma?", i Antiquity (53,
1979), at denne, som det skulle vise sig, "ulyksalige teori" (lowdateringen) her har
forurenet dateringen i et halvt århundredes forskning.
Problemet er mindre angående Egyptens sene dynastier (se i det flg.), hvor flere
begivenheder kan kalibreres med forskellige veldaterede forhold. Men til dateringer
tidligere end den nævnte, cirka 1000 f.Kr., har det været nødvendigt at nøjes
med relative kronologier, dvs. ikke-absolutte årstal.
'Tronforvirringen'
Hvis det blev muligt at opnå en præcis astronomisk datering af blot enkelte Tuthmosis-kongers
regeringstider, vil det bidrage til bedre datering af hele 18. dynasti.
Men her havde forskningen desuden længe problemer med endog at få selve række-
195