DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

situation, havde den pointe, at 'Moses' på egyptisk (meses) betød 'barn',
så at profetien betød, at "Moses skulle true Egypten og farao".
Det egyptiske navn "Moses" har tilhørt hans kongelige navne. De
øvrige sådanne navne skulle han tage i brug, når han blev farao; han havde
ikke hidtil opereret under dem. Anvendelsen af det pgl. navn som sit
nom de guerre har desuden skullet forlene Moses med en særlig prestige,
fordi det demonstrerede, at han var af kongelig herkomst og tronkandidat.
Navnesymbolik ses, på lignende spidsfindig måde, også ved magikeren
Ahron, der fungerede som Moses' vesir, dvs. hans stedfortræder og
næstkommanderende. Stadigvæk kalder araberne ypperstepræsten Ahron
for wazir (hvilket blev til ordet vesir), 'stedfortræderen'. På hebraisk
udtales navnet A(h)aron, og her er et ordspil på aron, 'arken'; og dette oprindeligt
egyptiske navn Ahron, egentlig 'aa ren, betød på dette sprog
'mægtigt er navnet (for guden eller Amon)'.
På den tid, hvor massemedier ikke fandtes, havde alt dette en stærk
forøget virkning - både mundtligt og skriftligt - til at give en person prestige,
når i så fald hans navn havde så meget "power", at det kunne udtrykke
flere betydningsfulde begreber på én gang.
I det i kap. 7 citerede varsel for Amenhotep II, fremsat af en præst,
Amenhotep-søn-af-Hapu, altså af samme (for)navn som faraonen, har
den navnelighed kunnet opfattes at gøre varslet stærkere, næsten som om
det var kongen selv, der i drømme havde modtaget dette varsel med betydning
for hele landet. Præsten ville herefter tage sit liv, hvilket nok
ikke alene var for at komme en sikker henrettelse i forkøbet, men også -
pga. navnet og varslet - som når et stedfortrædende kongeoffer skulle
mildne truende farer. I hvert fald har han måttet "udrense sig for skadelig
virkning" efter at have fremsat det onde varsel. Han kan således være
blevet symbolsk henrettet som syndebuk - en total renselse, med tavlen
vasket ren - og herefter ved en kultisk proces ladet sig "genføde" for, som
historisk kendt, at fortsætte som faraorådgiver.
Dette varsel, der angav, at "oprøret skulle hjemsøge Egypten i 13 år",
har været anset for at være gået i opfyldelse: I det mindste stemmer det
overens med de historisk kendte oplysninger om, at Amenhotep II nedkæmpede
store oprør lige fra sin tronovertagelse og frem til sit 9. regeringsår
med det endelige og afgørende slag mod modstanderne.
Præcis efter dette år 9 ebbede de store samordnede opstande snart
ud. Inklusive de næsten tre år før forgængerens død varede det op mod
13 år; men de gentog sig ikke mere i resten af hans 26-årige regeringstid.
Denne tidlige afslutning på Amenhotep II's fåtallige togter står i
stærk kontrast til den uendelige række oprør og opstande, der fandt sted
i hovedparten af hans forgænger Tuthmosis III's regeringsperiode.
112