DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

16. KAPITEL
Moses' egyptiske specialkorps
De gådefulde levitter
I Bibelens beretning om israelitternes udvandring fra Egypten optræder
flere mærkværdige forhold i forbindelse med den ene af de såkaldte 12
israelitiske stammer, levitterne, der omtales som værende efterkommerne
af Jakob-sønnen Levi. Men ved at sammenholde Bibelens forskellige
oplysninger om dem, vil det fremgå, at denne folkegruppe udskiller sig
bemærkelsesværdigt fra de 11 øvrige israelitiske stammer.
For det første: - Levitterne blev udnævnt til at være en særlig præstekaste,
mens ingen fra de øvrige grupper kunne blive præster. Alle præster
skulle være levitter, men alle levitter skulle ikke være præster. Præsteskab
var noget helt nyt hos israelitterne - en egyptisk skik indført af
Moses ud fra hans egyptiske baggrund.
Indtil da var det hos hebræerne/israelitterne familieoverhovedet,
nemlig den førstefødte, der udførte en præsts funktioner såsom ofring,
indvielse m.v. Derfor kan det undre, at det ikke var sandsynlige efterkommere
af familieoverhovedet Josef, der skulle overtage funktionen
som professionelle præster. Men det får sin forklaring.
For det andet: - Da "det forjættede land" Kanaan efter ørkenvandringen
skulle opdeles til de 12 stammer, der hovedsagelig omfattede
efterkommere af Jakobs 12 sønner, fik levitterne i modsætning til de øvrige
stammer ingen landsdel tildelt.
Da landsdelenes samlede antal var fastsat til at være 12 provinser,
måtte problemet løses ved en temmelig kunstig fremgangsmåde. Det
foregik ved ikke at betragte Josef-stammen som én stamme, men i stedet
tage næste generation: Her deltes denne stamme i to selvstændige stammer,
der omfattede efterkommerne af Josefs to sønner Efraim og Manasseh.
Men da Manasseh-stammen havde pladsmangel, fordeltes arealerne
således, at den både fik en provins midt i selve Kanaan og - uden
sammenhæng med denne - yderligere en provins øst for Jordan.
Det var på denne måde et temmelig kompliceret arrangement, især
også for levitterne, som, i stedet for jordtildeling, udelukkende måtte besidde
bestemte byer, i alt 48, spredt over landet. Senere rabbineres kommentarer
giver den forklaring, at levitterne som præster:
"...ikke skulle have så meget andet at bekymre sig om..."
- en højst usædvanlig praksis, der ikke kendtes noget andet sted i oldti-
128