DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

gå så vidt ikke at lade skibsværfterne anlægge ved Egyptens Middelhavskyst,
men langt inde i landet, hvor Nilen passerer Memphis, for at
opnå beskyttelse mod kanaanæiske fyrsters raids.
Først da hans voksende flåde vandt mere kontrol over den østlige del
af Middelhavet, blev de kyststater, der støttede Kadesh, efterhånden
holdt i ave. Det hele handlede desperat om kontrol, kontrol og atter kontrol;
til forskel fra regimet under Hatshepsut, hvor forholdene havde fungeret
stort set ved et fremragende diplomati - med gensidig tillid og respekt
mellem Egypten, dets erobringer og deres omgivende stater.
Den større viden om Tuthmosis III’s politik sætter rabbinerskrifters
og oldtidsforfatteres oplysninger i nyt perspektiv, og kan i det følgende
indkredse, på hvilken gennemtænkt måde Moses udnyttede situationen.
Pendul-strategien
Hvorfor drog Tuthmosis III ud på felttog så overvældende mange gange
- hvad ingen anden farao før ham fandt nødvendigt? Der havde endda
hidtil under Hatshepsuts dygtige ledelse, først som dronning-regent og
siden som farao - og med undtagelse af to-tre mindre grænsestridigheder
i Nubien - været fred og frugtbart naboskab gennem mere end 35 år.
Under nabolandenes opstande mod Egyptens overherredømme var
kongen af Kadesh en hovedperson. De fleste af Palæstinas, Libanons og
Syriens småkonger deltog; og hele aktionen støttedes af kongerne i nord
i det stærke Mitanni-rige, idet de ønskede at få Kadesh-området på deres
side som bufferzone mod egypterne.
Både i det systematisk gentagne mønster hos oprørerne og i Tuthmosis
III’s pendulagtige togter skimtes konturen af en overordnet plan: Bl.a.
den nævnte besynderlige regelmæssighed, hvormed Tuthmosis III næsten
hvert eneste år gennem 19 år, dvs. i hele totredjedele af sine 32 års regeringstid
efter Hatshepsut, uafladeligt var tvunget til igen og igen at tage
ud på nye store felttog i nord eller syd for at holde sammen på riget.
Opstandene var med et urværks præcision overordentlig fint koordineret
i et djævelsk hårdt spil imod denne farao, der uden ophør forceredes
af sted på ekstremt lange og udmattende marcher til oprørsbrændpunkter,
som ustandselig flyttedes fra den ene ende af riget til den anden
- dvs. en mere end 3.200 km’s rejse.
Dette kunne næsten umuligt have stået på så vedholdende gennem de
19 år, uden at der fandtes en genial koordinator, som kunne forene alle
de forskelligartede nabolandes kræfter, men som også selv havde meget
at vinde derved! Med andre ord, bag en sådan samordning af oprørskrige
fra Mitanni til Negev i nord og i Nubien i syd, stædigt holdt i gang af
ellers ofte indbyrdes ufredelige folkeslag, krævedes et mesterligt håndelag
hos en diplomat og taktiker. Ud fra de kombinerede informationer
(kildeoplysninger følger) tegner der sig denne situation:
23