DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

følgen af disse herskere på plads.
Den deraf opståede opfattelse af "tronforvirring" afspejledes i et vigtigt værk
netop med titlen "Die Thronwirren unter den Nachfolgern Königs Thutmosis' I", fra
1898, af den store tyske egyptolog Kurt Sethe. Det præsenterede materiale gav ham
i første omgang det indtryk, at Tuthmosis III regerede før Hatshepsut og endda før
Tuhmosis II (tallene efter kongenavnene er moderne tilføjelser). Men han måtte 34
år senere revidere sin opstilling i sin nyere afhandling "Das Hatchepsut-Problem
noch einmal untersucht, ihr Verlauf und Bedeutung" i 1932.
Mange af netop de betydeligste egyptologer var optaget af problemerne, og bl.a.
Naville, Winlock og Eduard Meyer accepterede ikke Sethes første version af rækkefølgen.
Derimod Sethes nye, reviderede tese kunne i begyndelsen af 1930'erne
bekræftes som den korrekte, af egyptologen William Edgerton.
Edgerton kunne bestemme kongerækkefølgen ud fra et nærstudium af disse
kongers indhugne navne. Han observerede, at i mange tilfælde fandtes Hatshepsuts
navne skjult ved at befinde sig i delvis slettet tilstand under et senere faraonavn - oftest
Tuthmosis III, der havde ladet sit navn hugge ovenpå den oprindelige indskrift.
Edgerton udførte også stilstudier af genstande, på hvilke navnene var inskriberet.
F.eks. ved sarkofager af ældre stil og som havde et slettet navn nedenunder et andet
senere påført navn, kunne navnenes aldersmæssige rækkefølge vurderes ud fra, at
det først inskriberede (underliggende) navn kunne dateres nærmest tidspunktet for
sarkofagens fremstilling og stilmæssige udforming.
Det var hermed de nøje studier "ude i marken" fremfor skrivebordsteorier, der
afgjorde sagen. Edgertons bevisførelse ud fra de konkrete kendsgerninger blev yderligere
konfirmeret, ligeledes ved konkrete feltstudier, af hans amerikanske kollega
Willam C. Hayes, den senere kyndige direktør for Metropolitan Museums egyptologiske
samlinger.
Senere har den tyske egyptolog Wolfgang Helck skarpsindigt påvist i tekststudier,
hvordan den egyptiske historiker Manethos kongerækkeopstilling sandsynligvis
var fordelt på flere tekstspalter i et papyrusmanuskript og kunne i så fald læses i
forskellig rækkefølge, alt efter om spalterne læstes vandret eller lodret. Oldtidens
kopiskrivere havde derved taget fejl af retningerne. Den rekonstruerede rigtige retning
viser nemlig præcis den korrekte rækkefølge. Men det var altså Edgertons indsats
ved arkæologi i praksis, der i stor udstrækning løste egyptologiens 150 års betydelige
problemer på dette område - en kæmpesejr.
Dog, efter farao-rækkefølgen var klarlagt, var selve dateringsproblemerne stadig
ikke blevet løst. Komplikationer opstod på lignende måde som netop omtalt, fordi
kronologien hertil ofte ses mest baseret på arbejdshypoteser.
Astronomiske dateringsfund overset
På den internationale videnskabelige kongres om "absolut kronologi" i 1987 påvistes,
at astronomien bekræfter en tidlig, high, dateringsramme! - og er den mest
præcise metode; jf. "International Colloquium on Absolute Chronology" på Göteborg
Universitet (jf. Bibliografi, gruppe 12a: Kitchen et al.).
196