DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

dan koordinerende rolle omtales af den egyptiske historiker Manetho, da
denne cirka 280 f.Kr. med sin adgang til tempelarkiverne beskrev Moses’
opstand, der resulterede i israelitternes udvandring fra Egypten.
Manetho fortæller om, hvordan Moses på dette tidspunkt aftalte med
de kanaanæiske konger, at han skulle lede deres hære, når de brød ind i
Egypten. Desuden beretter Manetho her specielt om Moses’ alliance(!)
med kongen af Salem, dvs. Jerusalem.
I Egyptens nabolande, om hvilke Moses som prins havde erhvervet
sig et indgående kendskab - ifølge rabbinerskrifterne og Philo - blev det
nu yderst anvendeligt, at han i forvejen ligeledes var særlig erfaren inden
for egyptisk militær, administration, efterretningsvæsen og politik.
Fra sine af eksilet beskyttede positioner, bl.a. i Etiopien og på Sinai,
har Moses gennem mange år kunnet holde modstanden ved lige og foretage
hemmelige missioner - enten personligt eller via betroede kurerer til
de pågældende landes overhoveder samt til agenter i selve Egypten. Til
koalitionens meddelelser til landene nord og syd for Egypten har der
bl.a. kunnet benyttes en hurtig søgående trafik, f.eks. med fiskerbåde ud
for Egyptens og Arabiens kyster.
Opstandene mod Egypten i nord og syd er endnu ikke blevet set i
helhed eller analyseret af historikere og egyptologer, hvorfor den gennemgribende
koordinering hidtil ikke er blevet opdaget. Men to detaljer
er dog blevet bemærket. Den ene fremdrages af den engelske egyptolog
R.O. Faulkner i sin afhandling "The Euphrates Campaign of Tuthmosis
III", i The Journal of Egyptian Archaeology (vol. 31, 1945, s. 39ff). På
dette felt gik han på forhånd imod kollegaen Allan H. Gardiners tidligere
skrevne, men senere endeligt udgivne "Ancient Egyptian Onomastica"
(vol. 1-3, Oxford 1947).
Det tydeligt koordinerede oprør fremgår bl.a. af Tuthmosis III’s ottende
felttog, 11 år efter sin magtovertagelse og i sit officielle år 33. Fra
dette togt refererer R.O. Faulkner følgende forløb:
"...Tuthmosis III var da beskæftiget med at kæmpe mod Nordsyrien
og Mitanni, da der udbrød en simultan(!) opstand ved Negeb i
det sydlige Palæstina...".
Den store koalition af oprørslande må således have satset på enten at få
egypternes hær "trukket rundt i manegen" igen, dvs. trukket tilbage nær
Egypten, eller på at Tuthmosis III måtte splitte hæren i flere dele.
Men i stedet for at risikere nogen af disse former for svækkelse sendte
Tuthmosis III en mindre styrke, et corps d’élite anført af general Amenemheb
fra sin personlige bodyguard-gruppe, til at slå ned på dette samtidige
angreb nær Egyptens grænsedistrikt, hvad der - ifølge samme
Amenemhebs egne optegnelser - lykkedes til fulde.
Den anden vigtige detalje blev bemærket af den tyske forsker Eduard
Meyer, en af de yderst få egyptologer, der også er historiker. Idet han
25