DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

ejede ikke selv land at bosætte sig i. Israelitterne var fra nu af dømt til en
uvis omflakken - og den skulle blive langvarig...
Fanget i en fælde - af ørkenen og af internt oprør
Status: Allerede under udvandringens første dage havde israelitterflokken
endnu i selve Egypten måttet ændre planer og undlade at marchere
mod nord, hvor filistrene viste sig fjendtlige. Disse var tidligt respekteret
som farlige, bl.a. havde de fra hittitterne et monopol på jern og jernvåben.
Israelitterne beordredes i stedet at nå frem til (Røde) Havet.
Ifølge "2. Mosebog" er der direkte tale om en taktik, der skulle lokke
farao til at forfølge dem: Moses har tydeligt villet vinde tid, så hans
kanaanæiske allierede, der dog ikke omtales i Bibelen, kunne trænge ned
i Egypten, hvor det som nævnt var lettere at slå egypterne. Det mislykkedes,
da farao forfulgte israelitterne klogt nok kun i tre dage og - efter
at have mistet tropper ved overgangen i det Røde Hav - hastede videre.
Farao Amenhotep II kom derved, som hans inskriptioner konkret viser,
kanaanæerne i forkøbet i deres eget land.
Moses proklamerede for israelitterne sin beslutning om at anvende
en taktik, der skulle få farao til at tro, at israelitterne flakkede forvildet
rundt i ørkenen og var et let bytte. Til denne proklamation har der også
været anvendt orakel, hvor Jahweh skulle stå bag. Selve beretningen herom
indledes i "2. Mosebog" (14,1) med:
"...så talte Jahweh til Moses, idet han sagde...".
Videre fremme (14,3) midt i denne teksts koncentrerede fortælleform
optræder en vis ændring i udtryksmåden, der her synes at have været
mundtlig, ikke-tekstagtigt, en form ikke ukendt ved orakler, nemlig:
"...de er forvirret omflakkende i landet. Ørkenen har spærret
dem inde...".
Vel langt mere end nogen forstillede sig - ved disse orakelord allerede
inden for udvandringens første tre dage - kom det til at gå i opfyldelse.
Israelitterne kunne hverken vende tilbage eller gå ind i Kanaan og var regulært
som fanget i en fælde i ørkenen, hvor de nu måtte tilbringe hele
40 år på ørkenvandring. Og den i oraklet omtalte "forvirring" gav sig
gang på gang udslag i disciplinkrise og åbent oprør hos dette folk.
Der var blandt israelitterne en klar opposition, endda forskellige
grupper med navngivne ledere, der havde vendt sig imod Moses og hans
planer. De bestred hans rang og føreskab, og opfordrede til mytteri. De
hidsede hinanden op, så lejren den ene gang efter den anden summede af
utilfredshed, og under denne eksplosive stemning blev endda Ahron og
Miriam revet med. Bl.a. kritiseredes Moses stærkt for sit ægteskab med
en fremmed kvinde.
Allerede kort efter starten, ved den ophidsede situation hvor Moses
slog vand af klippen, kaldte han direkte israelitterne for rebeller. Der var
140