DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

være af værdi, om de gamle egypteres metafysiske praksis nu via oldtidens
overleverede viden blev gjort til genstand for videre forskning.
Ud fra sin erfaring og fremsynethed har Moses kunnet skønne, at en
anonym gravsætning af ham var bedst for den nye nation, så at dannelse
af gravkult blev undgået. Det har sandsynligt skabt præcedens - for også
ved senere begravelser af israelitiske konger høres der intet om forberedelse
til gravkult, Men Moses selv blev end ikke begravet i det land, som
han havde anvendt en væsentlig del af sit liv på at lede folket frem til.
Ikke bare forblev hans grav ukendt - også hans øvrige historiske spor
forsvandt simpelthen som ved et mysterium. Og i nutiden har man som
nævnt ikke hidtil ment at kunne finde pålidelige og konkrete tegn på, at
han har eksisteret som andet end sagnhelt eller mytefigur.
Attentatet på Moses viser sig i virkeligheden at være foregået kontinuerligt
gennem mere end tretusinde år. Dette forløb kommer til udtryk
i fire hovedpunkter: Moses' identitet som prins og tronarving blev - 1)
destrueret i Egypten, - 2) delvis fortrængt og omformet hos israelitter/
jøder, - 3) ændret i udtryk af kirken, - og sluttelig 4) omformet igen, eller
helt negligeret, blandt teologer og historikere. Selve hans identitet
fremstår som udslettet; med virkning helt frem i nutiden næsten tre og et
halvt årtusinde efter hans død.
En dyb mystik omgiver hændelserne med Moses: Som om der lagde
sig et slør over forholdene, således at de, der søgte at nærme sig den konkret-historiske
Moses' identitet og tidsfæste ham, blev ført på afveje, Således
søgte forskerne i stedet efter en person med et andet navn end det,
han brugte i sit egyptiske liv; og søgte tilsvarende forgæves i et andet århundrede
end det, hvori hans liv ser ud til at have udspillet sig.
Reduktionen af Moses i de senere bibelskrifter og gennem jødiske
religionsreformer under Josias og Ezra har gennem de følgende årtusinder
farvet opfattelsen af Moses (delvis undtaget er tekster hos gnostikerne
og senere renæssancens hermetikere).
Der findes religionsstiftere og profeter som f.eks. Buddha og Zarathustra,
der kun kendes mindre konkret gennem overleveringer af deres
talte ord, videregivet gennem disciple. Men deres eksistens betvivles
ikke. Derimod er Moses den ældste kendte indstifter af en religion - og
her har vi langt flere konkreter: f.eks. omtaler Bibelen utallige gange at
han har nedskrevet dens (ældste) tekster. At han alligevel er betragtet af
mange som en myte og som værende ikke-eksisterende, kan allerede på
den baggrund forekomme absurd.
Hidtil har Bibelen stået som hovedkilde, ofte endda eneste kilde, for
en stor del af forskningen om Moses; mens rabbinerskrifter og oldtidsforfattere
har været anset som mindre historisk anvendelige - hvis de
overhovedet tages i betragtning - skønt der aldrig er givet noget ægte bevis
for, at den type tekster var af mindre historisk værdi.
179