DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

(Moses) tilbød at lede deres angreb i deres tidligere besatte områder
i Nedre Egypten - samt tilbød at kæmpe på deres vegne nårsomhelst,
det fandtes nødvendigt...".
Her har Manetho endda tydeligt dokumenteret, at Moses optrådte som
den store koordinator for de omgivende folkeslags opstande.
At samarbejdet mellem Egyptens oprørske nabofolk og Moses ikke
var nogen tom påstand, bestyrkes desuden af, at Manetho gengiver overleverede
oplysninger om, at Moses allierede sig med kongen af Salem
(daværende Jerusalem) mod egypterne.
Yderligere et forhold kan støtte troværdigheden af denne særlige alliance
mellem salemitterne og Moses med israelittergruppen, skønt alliancen
ikke omtales i Bibelen. I "1. Mosebog" (14,18-24) omtales en lignende
forbindelse ved en tidligere lejlighed, hvor Abraham mødte
(Jeru)Salems præstekonge Melki-zedek og blev ven med ham; det har i
så fald betydet tradition for venskab mellem deres folk indbyrdes.
Denne oprindelige pagt eller relation må i så fald være holdt i hævd
hos generationer af efterkommere, som det var sædvane blandt oldtidens
stammefolk. Disse oplysninger om Moses' og israelitternes "fornyede"
forbund kan bidrage til at se, hvorfor israelitterne, ifølge Bibelen, allerede
ved planlægning af fordelingen af landet til deres stammer forud for
invasionen undlod at medregne (Jeru)Salem-området:
- Da israelitterne efter det lange ophold i ørkenen erobrede Kanaan-
Palæstina, blev deres allieredes Jerusalem-område ikke erobret. Jerusalem
med opland forblev en selvstændig enklave, der dyrkede den særlige
jebusitiske religion indtil indlemmelsen i Israel under kong David,
dvs. først næsten 400 år efter israelitternes invasion i Kanaan.
Tilbage til selve udvandringen af hebræernes/israelitternes skare:
Betegnelsen "hebræer" var kendt i hele Mellemøsten som udtryk for omstrejfere
og flygtige fremmede, hvilket også under udvandringen har
kunnet passe med opfattelsen hos både egyptere og omkringboende folkeslag.
I Egypten brugtes udtrykket apru ('prw), 'hebræer', også for
håndværkere, arbejdere, mandskab på skibe, dvs. hvor der ofte brugtes
udenlandske folk og krigsfanger. Efter den hebræiske/israelitiske indvandring
i Kanaan tog egypterne hebræiske krigsfanger til slaver.
Idet Egypten ved exodus på én gang pludselig blev drænet for en
større gruppe af den arbejdende befolkning (jf. senere, kap. 10-11), har
udvandringens effekt ramt mærkbart. Rabbinerskrifterne fortæller om
denne "katastrofale" aktion, som netop kunne svække Egypten.
At udvandringen således fjernede en ikke ubetydelig del af arbejdsstyrken
- samt foregik præcis, da Amenhotep II blev farao - bestyrkes af
den pludselige og skærende kontrast til tiden under Tuthmosis III; for
Amenhotep II og hans søn Tuthmosis IV ses under deres i alt 36 års regeringstid
ikke i stand til at have udøvet nogen videre byggeaktivitet.
68