DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

Sirius-kalenderspørgsmålet
Ovenstående gælder også en anden tysk egyptolog, Rolf Krauss i sin "Sothis, Elephantine..."
(1981). Han undlader at datere Sirius' opgang ved Theben, et af præsteskabets
hovedsæder (bl.a. med observatoriet på taget af Khonsu-templet). I stedet
daterer han med geografisk forskydning til øen Elephantine i Øvre Egypten. Men
denne lokale, mere sydlige breddegrad vil da give en ikke-sandsynlig tidsforskydning
for kalenderen. Andre har foreslået Memphis i nord - og får ligeledes en forskydning.
Man forsøgte at få lowdatering til at passe.
Endnu et eksempel: I det autoritative internationale standardværk "The Cambridge
Ancient History" (3rd ed.) angiver den engelske ægyptolog T.G.H. James i
1973 i værkets bind 2 (part 1, p. 308):
"...Amenhotep I's regeringsår 9 er astronomisk fastsat ("fixed") til 1537
f.Kr...".
James henviser til samme værks bind 1 (part 1, p. 187), der er fra 1970 (3rd ed.);
men heri skriver den amerikanske egyptolog William C. Hayes blot, at dette tidspunkt
er "højst sandsynligt" ("highly probable").
Dog, herfra henviser Hayes yderligere bagud til sin amerikanske kollega William
F. Edgerton's "Chronology of the Early 18th Dynasty" fra 1937, i American Journal
of Semitic Languages and Literatures (vol. 53, p. 193). Men i dén afhandling har
Edgerton opstillet sine beregninger ud fra en egyptisk astronomisk kalender i "Ebers
Medical Papyrus", hvis indhold går tilbage til 1500-1400-tallet f.Kr.
Og det er disse dateringer fra Edgertons evalueringer, der således blev "ukontrolleret"
genbrugt i op til 33 år efter, og var for hver gang ubeføjet forstærkende tillagt
en ekstra grad af "sandsynlighed". Ærgeligt at se i et så respekteret værk.
Når der her er tale om astronomisk datering ud fra Sirius-cyklen, synes der i
nogle af ovennævnte tilfælde begået en ikke ualmindelig fejl ved uvant behandling
af negative tal (årstal f.Kr.): - Ved Amenhotep I synes (hos ovennævnte T.G.H. James)
de omtalte cirka 9 år at være trukket fra den citerede Sirius-datering 1545 f.Kr.
(jf. ovenfor, Alan H. Gardiner) i stedet for "baglæns" at lægge dem til for at kunne
gå bagud i f.Kr.-årstalrækkens voksende talstørrelser.
En række hidtidige dateringer ser ud til at være baseret på en mindre præcist beregnet
Sirius-cyklus, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til langtidsastronomiske
faktorer: Bl.a. at Jord-aksens såkaldte præcessionsbevægelse er ujævn, samt
selve Sirius-stjernens store egenbevægelse, foruden den julianske kalenders voksende
unøjagtighed.
Især overses det, når en Sirius-cyklus afsluttes og en ny påbegyndes, at dette
ikke sker i ét og samme år, men det varer fire år, idet et år er på 365 og et kvart døgn.
Altså først efter fire år er det kvarte døgn blevet til et fuldt døgn, hvorved månederne
det efterfølgende (femte) år nu kan observeres at være forskudt med én dag i forhold
til tidligere. Og først da kan den nye cyklus reelt siges at være i gang.
Den astronomiske matematiker Theodor Opholzer, der udarbejdede flere beregningstabeller
om stjerne- og planetforhold til brug for historikere, var (i 1884)
199