DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

vendigt for et godt resultat at give disse magter (en del af) æren.
Moses har som ved sin beherskelse af ilden, "pyroteknikken", også
kunnet styre røgen. Begge har som signalformer samtidig haft den uønskede
bivirkning at markere flugtvejen for de forfølgende egyptere. Teksten
viser, at en således nødvendig omflytning af røgsignalet ikke alene
har været anvendt til at vildlede den egyptiske hær, så den ikke tog retning
mod israelitternes position; men også at røgfrembringelse ved forskellige
midler har været dirigeret til at indhylle som en mur af røg, ligesom
kunstig tåge i nutidens krigsførelse (jf. Bibelens "Salme" 105,39).
I ly af det mørke røgslør kunne der i egypternes lejr foretages en reel
sabotage mod deres stridsvogne, hvis sammenbrud har medvirket til, at
israelitterne undslap til Sinai, ifølge "2. Mosebog" (14,24-25):
"...han så ud mod egypternes lejr inde fra ild- og skysøjlen og
skabte forvirring i egypternes lejr. Og han fik hjulene til at falde af
deres stridsvogne, så de havde svært ved at køre...".
Flere af disse militærtaktisk set egentlig banale tekniske drillerier mod
fjenden blev i senere tider på grund af mangelfuldt historisk kendskab
opfattet som noget ophøjet og mirakuløst:
- Mange hændelser i Bibelen blev senere af jødiske mystikere og af
gnostikere også anvendt til symbolske betydninger - og blev siden hen
udnyttet af kirken i dennes religiøse symbolik. Fra 400-tallet e.Kr. kaldes
nydøbte inden for kristendommen: illuminati, 'de oplyste', hvis betydning
- idet ildsøjlen viste sig ved udmarchen fra Egypten i påskedagene
- var integreret i en sætning i påskelovsangen; heri omtales, at Helligåndens
virke lå i columnae illuminatione, 'ved ildsøjlens lysskær'.
Med sin såkaldte alkymistiske viden, som Moses bl.a. havde demonstreret
i forbindelse med et par af af "Egyptens ti plager", har han ligeledes
kunnet få et bål til at flamme som en søjle mod himlen.
Et lignende eksempel på dette engang velkendte fænomen er optegnet
fra Alexander d. Stores erobring af Babylon, 1.100 år senere, hvor
byens forsvarere søgte at skræmme med, overalt i gaderne, at brænde
nafta - udvundet af asfalt-olieforekomster. Ligeledes er der optegnelser
om et offer til Alexanders ære på alteret i Jerusalems tempel, hvor ilden
synes specielt styret - med kemikalier, vinsprit og babylonisk nafta - til
at danne en imponerende ildsølje op mod himlen (velkendte effekter og
midler ifølge bl.a. Robert Eislers forskning).
En åbenbar videreførelse af oldtidsviden om pyroteknik, der var en
militærhemmelighed som grækerne havde monopol på, var den frygtede
"græske ild", som var kendt for at "kunne sætte vand i brand". Den ældst
kendte omtale af dette middel er om forsvaret af Delphi mod kelterne i
279 f.Kr. Og sidste gang så sent som 1453 e.Kr. under det forgæves forsvar
af Byzans mod den islamiske hær. Ved drabet på byens forsvarere,
der sad inde med de tekniske hemmeligheder, gik denne viden tabt.
91