DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

den første, der beregnede Sirius' position særlig korrekt. I 1904 anvendte historiker
og egyptolog Eduard Meyer disse kalkulationer for at finde de bestemte startår for
Sirius' cyklusser. Hans årstal var længe en anvendt dateringsbasis hos hans kolleger.
Dog, i mere moderne astronomiske beregninger (bl.a. i 1969) inddrages flere
senere opdagede faktorer, her næsten alle de ovenfor nævnte. Resultatet blev, at den
Sirius-cyklus, der endte i 139 e.Kr., omfattede 1.453 år, mens den, der gik forud herfor,
varede 1.456 år. Således bliver cyklus-årene bagud fra 139 e.Kr.: 1314 f.Kr. og
2770 f.Kr. Men disse årstal er fortsat ikke helt ekstremt korrekte og kan sandsynligvis
stadig finjusteres. Mange egyptologer fortsætter da også med at anvende de
hidtidige tal, der f.eks. stadig kan være brugbare inden for visse rammer i generelle
tids-oversigter.
Men den tyske egyptolog Wolfgang Helck er tilhænger af lowdateringen, og har
på tidligere nævnte International Colloquium hævdet det anvendelige Amenhotep
I's år 9 til at være så sent som 1495 f.Kr.: Især ses tyske forskere at foretrække lowdatering,
og den skole har domineret debatten. Derimod ses highdatering, længe før
dette begreb udmøntedes, anvendt af bl.a. Gardiner og Neugebauer. Begge er nær
Sirius-dateringens resultat - ligesom mange franske egyptologer, men disse ses
sjældnere(!) citeret i amerikanske og tyske værker.
Relativ kronologi versus absolut kronologi
Selv den amerikanske egyptolog og kalenderekspert Richard A. Parker har i sin afhandling
"The Lunar Dates of Thutmose III and Ramesses II" - i Journal of Near
Eastern Studies (vol. 16, 1957, pp. 39-43) - ved forsøgsvis at anvende lowdateringen
sammen med Sirius-kalenderen ikke kunnet datere en inskription om Tuthmosis
III ud fra omtalen af en nymåne uden ved brug af betænkeligt mange hypotetiske
"hjælpeforudsætninger".
Således må Parker flere gange indsætte "suppose...", "assuming...", og "a possible
error..." m.v. (f.eks som efter dette princip: "hvis vi nu antager, at den, der observerede
eller registrerede, tog fejl af nymånens første dag...").
Af det generelle billede fremgår, at selv om mange forskere i teorien anser relativ
årstalsangivelse som en foreløbig arbejdsmodel, glemmes det let, at dens baggrund
er "flydende", hvilket ofte medfører et fænomen, der er velkendt inden for andre
fag: Der bygges på en hypotese, konceptet udvides mere og mere, og snart ses
hypotesens påstand (her om årstal) behandlet i praksis som var det en konkret kendsgerning.
Det er et faktum, at der aldrig konkret er leveret et eneste håndgribeligt og
afgørende bevis for lowdateringen.
Derimod findes en løsning ved "absolut kronologi", der ud over astronomisk
datering foreløbig kun fås fra dendro- og glaciokronologi og evt. termoluminiscens.
Den tyske teologiforsker, Martin Noth - skønt tilhænger af hypotesen om, at Bibelen
består af sammensyede kilder af ret sen dato - har fremhævet i sit værk "The
Old Testament World" (1966, s. 272), at
"...astronomisk bekræftelse kan konvertere en relativ kronologi (der blot
viser historiske begivenheders rækkefølge) til en absolut kronologi, der er i
200