DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

greb på Egypten i nord og syd; det har holdt Amenhotep II og hans hær
fuldt beskæftiget og således afholdt den fra videre forfølgelse af udvandrerne.
Og det var på grund af den egyptiske hærs lynhurtige indsats og
sejrrige tilbageslag af de nordfra kommende kanaanæiske tropper, at
Moses blev afskåret for altid fra sit mål i Egypten. Hvorefter han og israelitterne
befandt sig isolerede på Sinai. Bemærk:
- Ud fra den situation synes det først at være på dette tidspunkt, at
ideen om israelitternes lovede eller "forjættede" land mere konkret formede
sig. Dvs. at Kanaans land først herefter blev til det egentlige mål!
Men så længe Moses ikke helt havde opgivet at genvinde sin position
i Egypten, kan der heller ikke på den baggrund have været udvist
større travlhed med at trænge ind til et nyt land i Kanaan. Dette kunne
være en af årsagerne til første del af den lange venteperiode, hvor man
fra starten gav sig god tid ved opholdet i den beskyttende Sinai-dal.
Igen og igen kaldes israelitterne for "nomader" af nutidens teologer,
skønt folket ifølge alle beretninger kom fra Egyptens byer og landbrugsdistrikter.
At det ikke var et "primitivt ørkennomadefolk" fremgår af:
1) at dette folk havde præster, samt 2) en selvstændig skrift, alfabetet,
som deres beretning blev nedskrevet med, og 3) at deres anfører Moses
som erfaren landsadministrator og hærfører lod foretage folketællinger.
Desuden havde de 4) en organiseret lovgivning, bl.a. landbrugslove
- og 5) da de invaderede Kanaan, slog de sig ned mere som fastboende
bønder end nomader og hyrder: Præcis modsat da hyksosfolket erobrede
Nedre Egypten og aldrig blev et regulært landbrugsfolk.
Ingen af de nævnte forhold kendes hos nomader, men tilhører decideret
bymæssig civilisation. En autoritet som W.F. Albright understreger
i sin opsats i "The Biblical Archaeologist" (vol. 36, 1973, s. 55), at:
"...Den ide, at israelitterne på den tid var et ignorant nomadisk
folk, er nonsens...".
Dog har mange forsket ud fra den opfattelse, at de var nomader. Men det
modsiges af Bibelen (henholdsvis "4. Mosebog" 11,4 og "2. Mosebog"
12,38), hvor israelitterne - nemlig hebræerne samt de mange såkaldte
"proselytter", der på lige fod deltog i udvandringen - alle omtales som:
"...den sammenløbne hob ('asafsuf) hos dem..."
- såvel som de kaldes for:
"...en talrig blandet flok ('ereb rab)...".
Men udtrykket ereb indgår som tidligere nævnt også i Arabien (Araba);
f.eks. har malke ha'ereb i "1. Kongebog" (10,15) betydningen 'kongerne
fra Arabien'. Derfor betød ovenfor citerede 'ereb rab (flertalsform), at
den brogede flok israelitter også kan opfattes som "en samling arabere"
- og her vil der være tale om daværende Arabah/Arabien: netop
strækningen syd for det Døde Hav, dvs. med Petra som strategisk center
(se kap. 11), hvor israelitterne opholdt sig i længere tid.
142