DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

de erobrergrupperne avancerede våben.
Jf. at efter 2. verdenskrig udbredtes en kommunistisk aktionsdoktrin,
der var realistisk i praksis (bl.a. overrumplingen af Tjekkoslovakiets regering
i 1949): At kun ti procent af et lands indbyggere behøves som tilhængere
til at erobre magten, hvis en revolution skulle lykkes.
Lidt over 300 år før udvandringen havde hyksosfolket med netop en
ikke-betydelig rytterhær (her i 1700-tallet f.Kr. var hest og stridsvogn
meget avanceret og ikke indtil da i brug hos egypterne selv) rendt en stor
del af landet over ende fra deres nye baser, de befæstede byer i Nedre
Egypten. Herfra undertryktes resten af landet.
Ligeledes da (kalif) Omar med sin islamiske hær erobrede Egypten
fra det byzantisk-romerske rige i 639 e.Kr., benyttede han ikke mere end
5.000 mand - mest arabiske ryttere - til at erobre det langstrakte land;
dog lettede det, at grupper i befolkningen ikke var dem fjendtligt stemt.
I 1798 overvandt Napoleon med sin franske hær (dog af betydelig
størrelse, fordi den skulle videre og erobre Indien fra englænderne) de
semi-tyrkiske tropper, der i århundreder havde haft herredømmet i Egypten.
Og Napoleon indtog da hele Egypten på kun tre uger.
Allerede i oldtiden var problemet, at en egyptisk hær ikke let kunne
opretholde et forsvar. Det beroede bl.a. på Egyptens specielle topografi,
det uendeligt langstrakte land med dets byer og templer og tillige de fleste
beboede og dyrkede områder på den snævre strækning langs Nilen.
Derfor var Egypten inden for sine grænser både sårbar og svær at forsvare,
fordi en indtrængende mindre og mobil hærs formåen ofte kunne
opveje en langt større forsvarshær. Denne vil ikke kunne bruge sin fulde
styrke, når de fleste aktioner med opmarch og operation nødvendigvis
ofte foregik inden for Nil-flodbreddernes smalle syd-nord-gående areal.
En sammenfatning af alt dette viser, at Moses i realiteten havde opfyldt,
hvad der krævedes for at kunne opnå at blive Egyptens erobrer.
Han havde både skaffet sig en basis i nord og støtte fra de hurtige kanaanæiske
hære med deres store rytteri og stridsvogne samt havde aktiveret
forskellige oprør til at skabe uro på strategiske steder.
Hvorfor gik det så galt?
Det var et yderst gennemtænkt træk af Moses at rejse fremmedarbejdere
til oprør. En del af dem kunne formentlig være motiveret ved at være
undertrykte og utilfredse. Desuden måtte de bedre end nogen anden part
under et opgør kunne samarbejde med deres beslægtede folk, de kanaanæiske
kongers tropper, som skulle angribe Egypten nordfra.
Og til forskel fra en fremmed erobrer stod Moses næppe helt uden
tilhængere i landet samt var fra fødslen en tronkandidat - kongeblod kan
give adgang til tronen, men også til fortsat at beholde den. Dertil omtaler
både Bibelen og rabbinerskrifterne Moses' mægtige anseelse hos fa-
144