DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

20-25 år i tiden omkring 1400 f.Kr. De var til (og fra) Egyptens konger
- både Amenhotep III og senere hans efterfølger Akhenaton - afsendt af
enkelte mesopotamiske konger. Det største antal breve var fra egyptiske
guvernører og nogle af Egypten underlagte småkonger i kanaanæiske
byer, også i Tyrus og Sidon, men flest i det centrale og sydlige højland,
Næsten alle breve fra regenterne i sidstnævnte område fortæller om
umiddelbart truende katastrofer forårsaget af fremgangsrige opstande.
I brev efter brev trygles der om, at egypterkongen skal sende hærstyrker
for at standse indtrængerne.
I begyndelsen angreb nogle grupper fra nord; de kaldtes Sa-Gaz - og
var muligvis amoritterne under deres storhøvding Abd-Ashirta og hans
søn Aziru. De gjorde fælles sag med hittitterne, og hvert folk erobrede
dele af Syrien og Libanon i nordøst, hvilket vides fra dokumenter fundet
i hittitternes hovedstad ved Boghazköy.
Hårdt trængt af mange raids fra nord blev der i årenes løb afsendt 53
breve til farao fra Rib-Addi, guvernør i Gebal (Gubli, dvs. Byblos), der
i Libanon var et egyptisk kolonicenter med egyptisk tempel.
Senere omtales i andre breve fra flere med Egypten forbundne byregenter,
at hebræerne (apiru) nu - i ly af den gradvis forstærkede uro i
landet - trængte fra området Seir (She-e-ri) ind i Kanaans sydlige dele og
hærgede Negev og Sydpalæstina. Her angreb hebræerne/israelitterne byerne
en efter en, og var en trussel endda for Jerusalem; hvorefter de siden
hen også erobrede landets nordlige dele.
Udtrykket "hebræere" nævnes ikke i brevene fra nord, men kun i disse
senere breve fra syd, hvor - også netop ifølge Bibelens oplysninger -
at hebræerne først trængte ind. Og hebræerne kom for at blive.
Men hjælpen kom aldrig. Egypten havde netop stået på sin højde,
men der opstod nu svaghed ved midten af Amenhotep III's regeringstid.
Svækkelsen var gennemtrængende under den interne religionsstrid hos
efterfølgeren, Akhenaton (Amenhotep IV), med sin selvidealiserede,
men uvirksomme laissez-faire udenrigspolitik. Herved tabte Egypten
helt sit kontrollerende greb om det store kanaanæiske område fra Negev
i syd til Libanon i nord, hvorfor en blot nogenlunde velorganiseret fremmed
styrke var i stand til at tage landet i besiddelse.
Præcis her var det det eneste tidspunkt i flere hundrede år, hvor israelitterne
havde kunnet gennemføre en erobring - nemlig denne egyptiske
svækkelse, som de havde måttet vente på i 40 år. Derfor blev landet invaderet
netop nu af de hebræiske/israelitiske indtrængere.
I intet brev trygles der om mere end nogle hundrede soldater, hvilket
var rigeligt til forstærkning i befæstede byer, når disse ikke blev angrebet
af regulære armeer med masser af udrustning. Det synes igen at
underbygge, at Bibelens angivelse af israelitternes antal først senere blev
misforstået til at være urealistisk store (jf. kap. 11).
158