DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

III, hvorved fredspolitikken fik mindre styring. Bl.a. begyndte Syrien at
løsne sig, endda allerede før Hatshepsuts død nogen tid efter kuppet.
For gennem disse år efter Moses’ flugt i 1493 f.Kr. har nyheder om
sære tilstande ved faraos hof, hvor Hatshepsut isoleredes mere og mere,
nået ud til nabolandene, og dermed til Moses, ad forskellige kanaler;
f.eks. via Hatshepsut-tro personer, der frygtede det nye, snigende regime.
Ved sit kup i 1487 f.Kr. reagerede den nye farao Tuthmosis III snarrådigt
på den truende fare for oprør og iværksatte lynhurtigt hærens afmarch
for at komme angribere fra nord i forkøbet. Hans inskriptioner
fortæller om forløbet af dette første felttog, at han tog af sted "...i år
22...". Det vides med sikkerhed, at års-angivelsen var Hatshepsuts år 22.
Således udelod han her (sit) kongenavn i forbindelse med årstallet,
hvilket ikke var unormalt i faraoners inskriptioner om mindre sager, men
var højst usædvanligt i en betydningsfuld officiel beretning som denne.
Som netop kendt fra talrige tilfælde under og især lige efter hans afgørende
magtovertagelse ved Hatshepsuts år 22 - havde han fået dette år til
at fremtræde, som om det var hans eget regeringsår nr. 22.
At selve kongen stod i spidsen for hæren, var tradition. (Sveriges
Karl XII, i 1700-tallet, var den sidste historiske konge, der optrådte således).
Og Tuthmosis III førte sin hær op forbi den egyptiske grænsefæstning
Sile og ankom ti dage efter til Gaza, på den fjerde dag i den
egyptiske måned pakhons (april-maj), hvor han den dags aften deltog i
en fest for sin tronbestigelse. Han havde da så travlt, at han ved sin ankomst
til Gaza om aftenen ikke lod sig opholde af ceremonien, men allerede
tidligt næste morgen var på vej med hæren til Nordpalæstina. På
den 11. dag nåedes Jehem (Kahón) ved Karmelbjergryggens fod.
Videre, og fortsat med denne hast, ønskede han at marchere den mest
direkte rute - den smalleste og dermed farligste vej - mod en af oprørsalliancens
stærke fæstninger Megiddo (egyptisk m-k-tj eller makida, nuværende
Tell el-Mutesellim) med de høje, tykke mure.
Den tids stærke befæstninger var svære at indtage, før udvikling af
belejringsteknik. Dens beliggenhed - et højdedrag 30 km sydøst for Haifa
ved højsletten ud for Karmelbjergryggen - var overordentlig vigtig,
for herfra kontrolleredes to hovedveje: Gaza-Damaskus og Akko-Sikhem-Jerusalem.
Dog er det nogle langt senere voldsomme israelitiske
slag på slagmarken ved Megiddo-fæstningen, der hentydes til i bibeludtrykket
"(H)armagedon-slag" (hebraisk har-Megiddôn’, ‘Megiddo-bjerget’).
Korsriddere, og senere Napoleon, har kæmpet her - samt briternes
general Allenby, der mod tyrkerne i 1918 brugte Tuthmosis’ overrumplingstaktik
(se nedenfor).
Megiddo skulle først overvindes, før Tuthmosis III kunne give sig i
kast med den nordligere byfæstning Kadesh, kaldet Kinzu ved Orontes-
20