DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

yderligere e) en række forskningsresultater herom på enkeltområder.
Skønt især de tidsmæssigt "mellemste" kilder undertiden må behandles
som problematiske - ved de ofte vekslende grader af sandsynlighed
- bl.a. det såkaldte mytestof, viser de sig på flere måder alligevel
med mange, også upåagtede, fakta og indicier at kunne bidrage i sammenhængen
inden for den særlige epoke i de østlige Middelhavssamfunds
historie, som også berøres af elementer i Moses-beretningerne.
Lad det være sagt straks, at til et samlet billede, der heraf danner sig,
kan der være forskellige forklaringer, og bogens fremstilling af en sammenhæng
er blot et enkelt bud på en sådan forklaring. Men der er tale
om et materiale, der ikke er set før i en større helhed, og som i sig selv
fortjener at blive fremlagt til brug for videre overblik og udforskning.
Så til de nævnte to perioder vil oplysninger om Moses demonstreres
også ud fra mindre kendte relationer til egyptiske og græske historiske
data.
1. periode: I denne fase flygtede flere af de senere gruppers ledere
fra Egypten samtidig med, at Moses flygtede til et eksil; men koalitionen
til lands og til søs sluttede sin modstand temmelig brat efter 19 år -
præcis som i Tuthmosis III’s optegnelser! (mere herom i kap. 5).
2. periode: Dernæst efter en pause på 12-13 år i aktionerne mod
Egypten kan disse grupper igen følges: Nu var det på den tid, da Moses
iværksatte exodus med israelitternes udvandring. Her ses således de
samme koalitioner tydeligt gentage sig under farao Amenhotep II, men
nu kun i 9 år med opstande mod Egypten (omtales i senere kap.).
Under disse veldokumenterede faraoner synes der at fremstå spor af
Moses’ mere ukendte rolle som katalysator for koordinerede opstande
mod Egypten - fra de asiatiske områder i nord til de nubiske distrikter i
syd med de flere tusinde km’s afstand herimellem. Metoden var som
nævnt ikke ny - et papyrus-dokument, "Ipuwers formaninger", nævner et
tidligt samarbejde her.
I det følgende præsenteres også nogle af de frygtede sømagters ledende
skikkelser, især Kadmos og Danaos. Deres navne kan, efter datidig
skik, desuden vise hen til deres tilhørsforhold, deres folkegruppe/klan.
Angående disse forbindelser foreligger der en række udsagn fra autoriteter
inden for de pågældende historiske felter. Der er tale om forskere
som bl.a. egyptologerne Allan H. Gardiner, G.A. Wainwright og
f.eks. den israelske arkæolog og general Yigal Yadin samt John J. Bimson,
Robert Drews - jf. referencer ved de relevante tekster (også i kap.
5). Ifølge disse forskere viser flere enkeltdele sig i bestemte ældre, såkaldte
myter at gemme på reelle historiske data.
Resultaterne fra de sidste 50 års udforskning af oldtidskulturer i det
østlige Middelhavsområde, samt de bedre udviklede dateringsnøgler for
33