DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

også oprøret ved Guldkalven, og siden hen Ko'rahs, Da'tans og A'birams
oprør - og ekstra bittert: at Ko'rahs oprør endda kom fra Moses' særlige,
betroede gruppe, levitterne. Desuden blokerede israelitterne hans plan
om senere at gå direkte ind i Kanaan fra syd, og under uenigheden ville
de stene Moses (Sigmund Freud anså ham endda for myrdet her).
Moses har haft det utroligt hårdt med den isolerede og ofte genstridige
gruppe. Med alles overlevelse som overordnet hensigt har han måttet
håndhæve magten, og var i samme situation som kaptajnen på et skib.
Men problemet kan blive så politisk, at en leder for at holde magten
(som Henry IV rådgav sin søn i Shakespeares stykke) kan dække sig ved
at mobilisere gruppens kræfter mod andres eller fremmedes angreb - og
kan endda selv ligefrem have arrangeret dette. Da Moses' spioner kom
fra Kannaan og lod deres negative opfattelse brede sig, lod han - "via
Jahweh" - folket straffe. Af Moses' trængsler at dømme eksisterer den
mulighed, at dette var udtryk for den tids "pressecensur" ved i en krigssituation
at undertrykke negative nyheder. Israelitternes forsøg derefter
på trods at indtage Kanaan blev til ydmygende nederlag.
Modsat fremgangsmåden på den tid bandt israelitterne sig ikke til at
adlyde Moses som deres leder, men i stedet adlyde overhøjheds-traktater:
Loven, nemlig pagten med Jahweh, hvilken de var bundet til at følge
- med retningslinjer, der var tilskrevet Jahweh. Hermed havde Moses
færre muligheder for "personligt" at foranstalte repressalier, men ved nu
at få de alvorlige misforhold betragtet som religiøs krænkelse, kunne
dette udløse folkets reaktion til at støtte lovens opretholdelse.
Et kort overblik: Trods en velorganiseret opstand mislykkedes alligevel
det store projekt for Moses med at genopnå sin adkomst til Egyptens
trone. Dette især fordi den nye, handlekraftige farao Amenhotep II
fortsat opererede - støttet af egyptisk præsteskabs massive magt som
Egyptens største kapitalbesidder med uudtømmelige ressourcer, også til
krig. Det har stærkt medvirket til, at denne farao blev nær uovervindelig.
Som tidligere fremlagt, var der ikke kun tale om udvandring, der til
en begyndelse søgtes tilbageholdt af farao, men derefter også lige så meget
en flugt, hvor farao kastede dem ud af landet. Farao har hermed ønsket
at få ryggen fri til hurtigt at kunne foregribe de alvorligt truende kanaanæiske
raids, der var i udbrud.
Efter faraos militære manøvre var det indlysende, at Moses' gruppe
ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra
og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere
sigt var problemet den risiko, at israelitterne i så fald bevægede sig, som
nævnt, langs en hovedrute for faraos hær, når denne forfulgte kanaanæiske
styrker i samme sydpalæstinensiske område.
Som også omtalt blev Moses og israelitterne efter ankomsten til Sinai
i begyndelsen ladt i fred takket være de koordinerede oprøreres an-
141