DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

en dygtig hestetæmmer, veltrænet og utrolig udholdende rytter, og en
stærk roer.
Han blev kendt for at indføre fremmede asiatiske (semitiske) guder,
deriblandt krigsguder, i den egyptiske gudekreds.
Det er fantastisk, at disse karakteristiske egenskaber for netop denne
farao, Amenhotep II, har overlevet i senere kommentarer fra arabisk tradition,
hvor førnævnte arabiske historiker Tabari (I,469) beskrev den farao,
der herskede ved Moses' og israelitternes udvandring:
"...farao lod sig tilbede som en gud - og byggede et tårn og skød
en pil op mod himlen. Pilen vendte tilbage og var blodig, og farao
pralede af, at han havde dræbt Gud...".
Citatet er fra "Musa, der biblische Prophet Moses" i Enzyklopaedie des
Islam (Band 3, Leiden und Leipzig 1936, col. 797-798).
Hjælp fra - eller til? - hebræerne
Netop Amenhotep II's hårde facon og indstilling var en mærkbar ændring,
som kunne udnyttes af Moses til at bane vej for at skabe utilfredshed
mod regimet. Men længe inden situationen tilspidsedes under
de naturkatastrofelignende hændelser, der i Bibelen benævnes som
"Egyptens ti plager", måtte Moses for at fremme sin sag prøve at forny
eller udbygge bekendtskabet med personer eller grupper, der kunne forventes
at være mindre loyale over for farao.
Det er især her, de hebræiske fremmedarbejdere kom ind i billedet.
Men Moses synes ikke, i hvert fald ikke som hovedformål, at være interesseret
i særskilt at blive disse menneskers egentlige leder. Dette
fremgår også af Bibelens beretning om Moses ved "den brændende tornebusk"
på Sinai, at han undslog sig flere gange.
Men ud fra en kombination af udsagnene fra oldtidsforfatterne og
rabbinerskrifterne synes hans samtidige sigte stadig at have været at få
sin tronkadidatur tilbage ved at benytte sig af landets mulige svaghed
ved det kommende faraoskifte, hvor den nye farao blev enehersker.
Og det ville være næsten umuligt andet, for en person med Moses'
baggrund, end at være opfyldt af en stadig stræben efter at indtage den
stilling, som han var født, opdraget og fra starten uddannet til, og hvad
hans kronprinselignende embede gennem meget lang tid ofte som faraos
medregerende stedfortræder, samt guvernør, general etc. havde formet
ham og givet ham erfaringer til. Han var så at sige grundlæggende
ikke sporet ind på meget andet end at skulle fuldbyrde dette.
Følgelig søgte Moses igen at realisere sit mål - at generobre sin
tronkandidatur. Det planlagdes, at hebræerne, der ikke forventedes
stærkt farao-loyale, skulle hjælpe ham til det. Men noget uforudset skete,
idet forholdet efter nogle hurtigt opståede dramatiske omstændigheder
ændrede sig til det omvendte - til at han skulle hjælpe dem...
62