DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

f.Kr. - overleverer en form, der skulle blive en senere tids indtryk af Moses.
Nemlig hans rolle som den store lederskikkelse samt som stor lovgiver
og populær nationalhelt. Men hans storhed og indsats på alle øvrige
områder ses udeladt: F.eks. som opfinder, arkitekt, skriftkyndig, mystiker,
filosof etc., hvilket i højere grad er kendt gennem især oldtidsforfatterne,
men er i Bibelen påfaldende underbetonet eller mangler i store
træk.
Denne ændring i holdningen til Moses ses også udtrykt ved redaktionen
af resten af Bibelen og er særligt iøjnefaldende ved, at David omtales
fem gange oftere end Moses - selv Ahron nævnes hyppigere.
Holdningsændringen vil allerede kunne findes i forbindelse med Israels
ændrede religiøse forhold, især under Davids tilpasning af religionen
til de lokale hittitters kult. Netop med påvirkningen fra David-tiden,
omkring 1000 f.Kr., udmøntedes de senere mere fremtrædende ideer om
"en messias", hvad der var aldeles fremmed for Moses' lære - i Mosebøgerne
antydes blot en senere, kommende "profet".
At den største profet i jødernes forhistorie var egypter og hermed en
repræsentant for "slaveriets land", kunne især senere, efter jødernes andet
fangenskab om end denne gang i Babylon, være sværere af acceptere.
Mange blandt de senere israelitter/jøder havde bibelske navne som
Jakob, Joshua etc. Men, som omtalt, i 2.000 år efter Moses opkaldte ingen
israelit henholdsvis jøde sine børn med navnet "Moses",
Og nu, 3.400 år efter Moses, hævdede en af zionismens fædre, Ahad
Ha-Am (1856-1927), at Moses i den skikkelse, han siden blev kendt, er
"en opfindelse skabt af det jødiske folk". Samtidig var den akademiske
forskning af den historiske Moses længe et ikke-jødisk forehavende.
Babylon var et førende jødisk lærdomscenter i 400-tallet f.Kr. til 200tallet
e.Kr. Åbenbart som følge af de i Babylon bosatte jødiske lederes aftagende
fokus på Moses, reduceredes han fra sit reelle volumen og virke
til en dog mere begrænset rolle. Ikke mindst hans herefter usammenhængende
fremtræden i skyggen af denne forringede status, har medvirket
til, at grene af nutidig forskning anser Moses for ikke-virkelig og blot en
mytefigur. Det bliver overset, at teologien reelt ikke er (historie)videnskab,
om end den benytter videnskabernes resultater og tildels metoderne.
Dog, den nuværende store viden fra mange forskningsområder skulle
i konsekvens heraf invitere til revision af opfattelsen af Moses, denne
første konkrete, store personlighed på tærsklen til vores ældre historie.
Viden om Moses' baggrund bevaret uden for Bibelen
Idet Bibelens beretninger om Moses ikke omfatter mange af hans personlige
forhold og egenskaber direkte (som prins og tronkandidat, strateg,
alfabetopfinder etc.), synes dette at have været mindre vedkommen-
177