DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

lev brudt allerede før israelitternes invasion: Rabbinerskrifterne beretter,
at en gruppe efraimitter, Josefs efterkommere, ved udvandringens
start gik fra Moses' samlede gruppe og tog direkte nordpå, men uden forsyninger,
da de anså deres manøvre for en hurtig mission.
Den lille gruppe har uden tvivl været en rekognoscerende fortrop,
der - forinden bestemmelsen om at folket skulle gå mod øst - først havde
prøvet at slå sig igennem ad denne vej. Dette kunne have det dobbelte
formål også at være en vildledningsmanøvre, der gav faraos hærstyrker
det indtryk, at israelitterne gik mod nord.
Men det blev en fejlslagen ekspedition - de kom i kamp med de
dengang egyptervenlige filistre, ifølge rabbinerskrifterne, og kun ti af
dem undslap med livet i behold. Fra egyptiske kilder gengives 100 f.Kr.
af den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos - refereret i Ginzberg's "Legends
of the Jews" (vol. 5, s. 412) - hensigten bag planerne:
"...Jethro ønskede at oprejse krig mod Egypten og sætte sin svigersøn
(Moses) på tronen; men Moses' fædrelandsloyalitet ville ikke
tillade ham (Moses) at gå i krig mod sit fædreland. I stedet fremlagde
han planer om at invadere Arabien. Jethro misbilligede imidlertid
dette forehavende...".
Dette udsagn giver også sammen med Amenhotep II's inskriptioner en
god forståelse af baggrunden for, at folket blev ført ud i ørkenen lige fra
starten. 'Arabien' var tidligere betegnelse alene for det østlige del af Negev-ørkenen
ved Sinais nordgrænse samt det senere Edom syd og øst for
det Døde Hav. Og det var just sidstnævnte område, som Bibelen beskriver,
at israelitterne trængte igennem, da de igen forlod Sinai.
Jethros modstand mod, at israelitternes rute fra starten førte gennem
Sinai, var ikke urimelig i betragtning af, at han i sit domicil på Sinai kom
i farezonen, når egypterne forfulgte israelitterne.
Hermed må det være tilstrækkeligt demonstreret, at Moses' gruppe
ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra
og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere
sigt var det også et problem, at den rute, som de i så fald havde måttet
følge, ville gøre det lettere for deres egyptiske forfølgere; for ruten var
fra gammel tid en af hovedvejene for faraos hære, når de skulle angribe
kanaanæiske tropper i Palæstina.
Meget peger altså på, at Kanaans land var blevet lovet - om end på
mindre gennemskuelig måde - til begge parter: Til kanaanæerne i frihed
fra egyptisk pres og til israelitterne som nyt hjemland. Løfterne om forbedret
status for de fremmede i Egyptens grænseland ville kun blive opfyldt,
hvis Moses opnåede faraotronen eller fik indflydelse i Egypten.
Da dette ikke lykkedes, opstod det skæbnesvangre dilemma - som
det også i nutiden trænger sig på i dette område - med to folk til ét land.
126