DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

er den ældste kendte brug af denne stjerne-terminologi.
Hertil viser astronomiske beregninger, at i 1415 f.Kr. på det tidspunkt
(efter forårsjævndøgn), hvor der først muligt kunne være forekomst
af en formørkelse, befandt Månen sig netop i begyndelsen af
Stenbukkens stjernetegn. At teksten oprindelig skulle forstås just sådan,
viser sig ved, at hvis ordene tages bogstaveligt, er det noget sludder, idet
Månen ikke i denne sammenhæng kan "stå over" Ajjalon, hvilket ligger
stik vest for Gibeon - vest er nedgangstedet for alle himmellegemer.
Derimod var Månen på vej op i øst, netop mens Solen var på vej ned
i vest, hvad der også vil fremgå af det følgende.
Atmosfærens luftlag er tættest inderst ved Jorden og virker her som
en bøjet lysleder eller prisme. Astronomerne kalder fænomenet for "refraktionen".
Denne lysbøjning bevirker, at det synlige billede af Måne og
Sol løftes næsten en halv buegrad over horisonten (en halv grad på himlen
er som bredden af fuldmånens skive).
Således vil f.eks. den opstigende Måne "løftes" og herved opleves at
stå op, før den egentlig er nået op over horisonten; ligesom Solens billede
forbliver på himlen nogen tid, efter at den i virkeligheden er gået ned.
En himmel-observation foretaget 500 m over havets overflade, f.eks.
på en højslette eller et bjerg, kan herved "sænke" horisonten med yderligere
en halv buegrad eller mere. Området, hvor Joshuas slag fandt sted,
ligger endda 600 m over havniveau.
Højdeniveauet og refraktionen kan således tilsammen forøge Solens
og Månens tilsyneladende højde over horisonten med mere end en buegrad.
Dette både fremmer og forlænger tiden for disse himmellegemers
direkte synlige tilstedeværelse på himlen.
Under en måneformørkelse farves Månen næsten altid mørk rød, og
da Månen i denne tilstand steg op i øst, var den - på grund af refraktionen
- allerede synlig nogen tid før den i virkeligheden dukkede op. Dette
skete nøjagtigt samtidigt med, at Solen i sin aftenrøde tilstand var på
vej ned i vest, men alligevel stadig kunne ses oppe over horisonten ligeledes
på grund af refraktionen.
Det særlige ved denne måneformørkelse har været, at da den rødligt
formørkede Måne kunne ses på vej op i østhorisonten, og da den både af
farve og størrelse lignede en sol med dennes karakteristiske farve under
nedgang, var dens fremtoning ligesom en "ekstra sol".
Hertil har det efter den "rigtige" Sols nedgang set ud, som om der
fortsat var "en sol" på himlen - netop som teksten udtrykte det ved at
"den hastede ikke med at gå ned". Dette fordi "den" (Månen) var rød, så
længe formørkelsen varede.
Oldtidens mennesker kendte naturligvis udmærket forskel på Solen
og Månen, så en sådan begivenhed var anset for en symbolsk foreteelse,
da særlige himmelfænomener ofte blev opfattet som tegn fra guden.
165