DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

ske danitternes solhelt Samson (roden i hans navn betyder ‘sol’).
En del af indvandrernes kultiske ceremoniel synes naturligt influeret
af en egyptisk indflydelse. Med tiden kom der hos grækerne desuden en
semitisk kulturel og sproglig indflydelse fra fønikiske handelspladser og
kolonister. Men det var det egyptiske riges kongekult, der - langt mere
end f.eks. en delvis helliggørelse af lokale fønikiske bykonger - havde
den tradition, at konger ansås for guddomme eller halvguder. Jf. på
græsk jord en ophøjelse af de egyptiske kolonisters første konger, der
genkendes i senere græske myter som netop guddommelige helte og
halvguder.
Forskning og antisemitisme
Grækerne ærede siden hen de ankomne egyptiske hovedpersoner, der
havde slået sig ned hos dem:
- Græsk tradition: Da spartanerne syd for Korinth påstod, at Kadmos
- der nord herfor grundlagde det græske Theben - var deres stamfader,
må der senere i disse egne naturligt være sket en del omflytninger.
F.eks. nævner Sofokles (496-406 f.Kr.), at kong Atreus’ efterkommere
i Mykene, nær Korinth, ligeledes tilhørte kong Kadmos’ slægtslinje i
Theben.
Også i Athen stammede mange kendte slægter fra Peloponnes (hvor
også Sparta-området ligger); ligesom den store Nestor fra Messenien,
der i Iliaden omtales at være forbundet med spartanerne, havde efterkommere
i Athen. Konkret havde man her slægtsregistre med hold på historien
bagud - og herved demonstreres igen, at græske "myter" ofte i
højere grad end antaget synes at have konkret historisk baggrund.
Kadmos-gruppen dokumenteret: Kadmos-bosættelsen fremgår tilmed
af indholdet på en frise fra Kadmeion-paladset bygget af det nyetablerede
dynasti cirka 1490 f.Kr. i græsk Theben - jf. H. Rausch: "Die
zeichnerische Rekonstruktion des Frauenfrises im böotischen Theben"
(Berlin 1956).
- I nyere tid: Fra 1890erne opstod reaktion mod en sen omtale af, at
Kadmos, Danaos, Europa etc. var fønikiere eller i det hele taget semitter.
Den tyske historiker Karl Julius Beloch, der på det kraftigste afviste at
disse figurer havde noget tilfælles med Fønikien, dannede skole. Men det
midteuropæiske klima under arriverende udslag af antisemitisme kunne
gøre det tvivlsomt, om behandlingen af disse græske mytefigurers oprindelse
herefter foregik med rette videnskabelig objektivitet; i så tilfælde
kan forskningspolitik være udøvet på bekostning af forskning.
Den franske skole, ligeledes fra 1890erne og anført af bl.a. den franske
forsker Victor Bérard, gik den modsatte vej og fokuserede på de også
mange uafviseligt semitiske spor i de græske områder.
Denne opfattelse fik i 1930rne støtte fra den engelske forsker Rhys
45