DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

land som helhed til mål. I "1. Mosebog" (15,18) om hebræernes fortid er
indføjet en udvidelse af løftet fra Jahweh:
"...Jeg giver dine (Abrahams) efterkommere dette land: fra
Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden...".
Her indregnes 10 folkeslag, alle - bl.a. kanaanæerne - i kystlandet helt til
Eufrats løb i Syrien. Dvs. at via den gendigtede forhistorie lovede Moses
israelitterne præcis hele det (Palæstina)område, som egypterne havde
erobret og underlagt sig til handelskolonier og sikkerhedszone!
Det rejser spørgsmålet, om Moses under situationsændringen lovede
begge parter - kanaanæere og israelitter - land i "hinandens områder"?
Næsten som "historien-gentager-sig", da England under 1. verdenskrig
til en vis grad lovede både jøder og arabere det samme land.
Som modydelse for støtte til Moses' forsøg på "generobring" af faraotronen
må der yderligere være lovet israelitterne, at de igen som under
tidligere faraoner måtte få stillet områder i Nedre Egypten til egen
disposition i stedet for at arbejde for andre eller i arbejdslejre. Det var
landområder, som deres forfædre fire generationer tidligere havde fået i
brugsmæssig besiddelse af en farao, som Josef dengang blev vesir hos.
Hos en del israelitter syntes der at være meget lidt interesse for at
drage bort. Og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse var
blevet fastlåst, blev folket fordrevet lige såvel som mange selv flygtede.
Dette var uundgåeligt, idet - vi kan repetere at - den samlede egyptiske
hær allerede var på hastig march op mod nord for at komme kanaanæerne
i forkøbet og måtte derfor undervejs fortrænge israelitterne,
der havde forskanset sig i grænsebyerne. Disse byer skulle ellers have
tjent som brohoved for den kanaanæiske koalitions invasion.
Det er ud fra disse forhold indlysende, at det ikke var muligt for Moses
herefter at indtage land i Kanaan (undtagen evt. i sydligste område -
se nedenfor), hvor så mange af hans allierede befandt sig. Måske en af
de vigtigste årsager til de 40 års ophold i ørkenen. I stedet for at gå mod
nord direkte fra Egypten ind i Kanaans land, drog Moses østover.
Dette må ses i relation til, at imens mange kanaanæiske småstater
ved tiden for Amenhotep II's overtagelse af tronen havde allieret sig i oprør
og forsøgt at gøre indtog i Egypten, havde den sydligste stat i Palæstina/Kanaan
ikke tilsluttet sig oprøret.
Egyptologen James H. Breasted var den første, der gjorde opmærksom
på dette - i sin "A History of Egypt" (New York 1910). Ifølge Amenhotep
II's inskriptioner turde den sydlige stat så tæt ved Egyptens grænse
ikke deltage i koalitionen; ligesom dette distrikt også tidligere havde
holdt sig tilbage under flere af de mange oprør imod Tuthmosis III's
Egypten.
124