DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

6. KAPITEL
Det endelige opgør
- hebræernes store chance
Ny mulighed for genvindelse af status som tronkanidat
Status efter 1. del: Efter Moses' fordrivelse fra faraos hof indledtes hans
eksil med et mangeårigt ophold i Etiopien; senere fortsatte det på Sinai.
Fra især disse to steder kunne han udsende kurerer og også selv rejse
rundt i hemmelighed og forhandle med kanaanæiske, fønikiske, syriske
og mitanniske konger. Moses fremstår her som den mystiske koordinator
bag de forbavsende velplanlagte opstande, der med et urværks
præcision - og yderligere med hjælp fra hans ligeledes landflygtige forbundsfæller
- rejste sig i nord og i syd imod Tuthmosis III.
Som det fremgik, sigtede Moses' aktiviteter i udlandet direkte på at
fremkalde en svækkelse af denne farao. Men Moses' forventede hjemkomst
trak ud; især fordi Tuthmosis III simpelthen viste sig at være temmelig
dygtig til både at holde sin position og endda styrke den kraftigt
under de mange år med oprør imod hans herredømme over de omliggende
lande. Under disse forhold gik der efterhånden lang tid efter, at
Moses havde måttet flygte fra Egypten. I flere rabbinerskrifter er eksilets
varighed angivet til cirka 40 år.
Den sidste del af sit eksil - og det er denne del der nævnes i Bibelen
- tilbragte Moses hos Jethro i Midian på Sinai. Skønt Moses nu var en
ældre mand, var han atter engang rede til at overtage magten i Egypten.
Herefter ville det mest gunstige tidspunkt for Moses at vende tilbage
til Egypten være i en periode, hvor Tuthmosis III kunne tænkes at
være mest sårbar. Moses var således fuldt ud parat, da følgende skete:
- Tuthmosis III var kommet i en situation, hvor han måtte tage en
temmelig ung søn Amenhotep (II) til tronfølger og gøre ham til formel
administrator af Nedre Egypten - og herunder bl.a. til leder af de tidligere
omtalte nye vigtige skibsværfter for orlogsflåden, i Memphis. Og nu
måtte Tuthmosis III også gøre ham til medregent.
Da Tuthmosis III også havde andre (ældre) sønner, om end de fleste
ikke havde en kongelig mor, kan en baggrund for denne så pludselige udnævnelse
- nemlig at han har været i en truet situation og måtte sikre tronen
ekstra - være tydet af hans fjender som en svaghedsperiode. Hermed
den situation, som Moses så åbenbart havde ventet på.
Moses vurderede, om han kunne få støtte fra gamle forbundsfæller
eller modstand fra gamle fjender ("2. Mosebog" 4,18 og 4,19):
59