DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth - Visdomsnettet

Disse eksisterende forhold stemmer overens med, at rabbinerskrifterne
(Baring-Gould, II, s. 102) beskriver angående overgangen til fods,
at israelitterne sammen med:
"...Moses passerede over havet på to timer...".
Det passer med det faktum, at en karavanes langsomste deltagere såsom
en okse (evt. med kærre) kan nå en fart på højst 4 km/timen.
Påskefuldmånen, tidevandet - og faraos stalde
De stridsvogne, som farao sendte imod israelitterne udgjorde ifølge "2.
Mosebog" (14,7) et antal af 600 enheder. Dertil (14,28) oplyses:
"...Og vandene vendte tilbage og dækkede til sidst stridsvognene
og rytteriet, som hørte til alle faraos styrker, der var fulgt efter dem
(israelitterne) ud i havet. Ikke så meget som én af dem var tilbage...".
Antallet 600 svarer historisk præcist til en sådan egyptisk "eskadrille"s
antal af enheder. Tallet verificeres ved det nøjagtigt tilsvarende antal af
hærens stalde og vognparkeringer, fundet i en typisk fæstnings- eller garnisonsby
som f.eks. Avaris. Denne by var etableret længe inden at Rameses
II flyttede den og gen-byggede den i Tanis pga. Avaris-flodhavnens
udtørring. Den lå i Nildeltaet nær det egyptiske grænsedistrikt.
Amenhotep II har efter haste-mobilisering af en sådan kampvognsgruppe
af standard-størrelse fra en af fæstningsbyerne fortsat sit angreb
på Kanaan. Og har, som det var hærens politik, haft rigelige reserver.
Den nævnte stridsvogns-kaserne i Avaris, et sted nu kaldet Quantir
cirka 50 km fra Tanis, er udgravet i 1980-90'erne af tyske og østrigske
arkæologer. Derfor kan bibelske informationer om hæren ikke bortfortolkes
som værende opfundet til brug for jødisk teologi mindst 800-900
år efter, at byen helt ophørte med at eksistere. De pågældende jødiske
præster og skrivere kan ikke selv have kendt til de omtalte forhold, der
således må stamme fra konkrete overleveringer fra Moses' samtid.
Ifølge bibelteksten synes alle egypterne fjernet af vandmasserne.
Men der foreligger netop intet om, at egyptere derefter lå dræbte i vandet,
og heller ikke, at disse i så fald omfattede samtlige soldater. Rabbinerskrifterne
(Baring-Gould, II, s. 103) angiver, at farao undslap på
grund af sin kvikke hest. Han og andre forlod derefter stedet. At det senere
er blevet fortolket som at samtlige var døde, er en helt anden sag.
Under alle omstændigheder, når en farao ikke selv var tilstede, kunne
han have højtbetroede og ofte indviede personer som stedfortrædere.
De kunne ved visse tempelpligter fungere i stedet for ypperstepræsten, i
sig selv et embede der oprindelig oprettet som faraos repræsentant. En
stedfortræder kunne også supplere, når farao skulle følge skikken at stå
i spidsen for hæren og på samme tid skulle lede en anden af sine hære.
Til episoden ved det Røde Hav ville man nøgternt strategisk have
vurderet, at israelitterne var den mindst vigtige fjende; på et tidspunkt
95