Inforsamfundet år 2000 - ePractice.eu

http://www.fsk.dk/fsk/publ/info2000/clean.htm
"Brugeren erklærer udtrykkelig at være indforstået med, at de oplysninger, der modtages via online adgangen, alene er
til brugervirksomhedens egen benyttelse, og at systematisk videregivelse til andre, herunder erhvervsmæssigt
videresalg, distribution mod eller uden vederlag eller lignende, er uberettiget. Data må ikke af brugeren overføres til
maskinlæsbart medium."
Ud fra den formodningsregel, der er skitseret ovenfor, kan man sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i at opretholde
en bestemmelse som denne. Det eneste argument for den synes at være økonomisk - Statens interesse i at genindvinde
de omkostninger, man har afholdt til at etablere den statslige database. Problemet med dette argument er imidlertid, at
det strengt taget også kunne bære et forbud mod at kopiere officiel juridisk information på papir. Hvori ligger da
forskellen?
Forskellen kunne ligge i, at brugerkontraktens § 6 ikke monopoliserer den officielle juridiske information som sådan,
eftersom denne information jo er til rådighed i papirform uden ophavsretlige bånd. Men dette synspunkt finder ikke
støtte i nogen af de to undtagelsestyper, der skitseredes ovenfor. Digitaliseringen af den juridiske information i
Retsinformation ville utvivlsomt være sket alligevel. Den er først og fremmest en følge af, at tekstbehandlingsopgaver,
der er så omfattende som den danske lovgivning er, nu en gang gennemføres ved hjælp af edb. Og hvad angår de
omkostninger, der er forbundet med at drive databasen Retsinformation, så gælder der jo her et princip om betaling. En
ret til at kopiere juridisk information fra Retsinformation kan umuligt underminere kundegrundlaget, eftersom kunden
jo betaler for søgningen, og eftersom kunden altid vil have behov for at foretage nye søgninger for at sikre, at en
nedlagret information er fuldt á jour.
Disse synspunktet fører til, at den juridiske forpligtende informations frihed, måtte bero på, hvilket format (dvs. på
hvilket medium og ved hvilket sprog) denne information foreligger. Man måtte med andre ord sondre mellem
forskellige bearbejdningsgrader af den juridiske information. I relation til de "rå" data - digitale eller skrevne - burde
formodningsreglen om informationsfrihed slå igennem. Men i relation til de forædlede informationsformer (f.eks.
stærkt redigerede data eller data, der fremtræder i en særligt avanceret brugergrænseflade) ville hensynet til ikke at
underminere fremkomsten af denne information slå igennem. Kort sagt burde der være ophavsret til en stærkt redigeret
udgave af en lovsamling - en ophavsret, der i så fald beskyttede mod kopiering af denne lovsamling som sådan -
hvorimod der ikke burde være ophavsret til dens ingredienser, for så vidt disse udelukkende bestod af forpligtende
information, jfr. ophavsretslovens § 9.
Tankegangen illustreres, hvis vi vender blikket mod et andet væsentligt område af den officielle juridiske information -
domspraksis. På dette område fremstår en noget anden problemstilling. Domme afsiges ikke med henblik på trykning,
da de fleste domme ingen som helst praktisk betydning har. Både herhjemme og i udlandet er det private forlag, der står
for offentliggørelse af domme. Bl.a. på grund af den manglende offentliggørelse bruger dommeren ikke nødvendigvis
tekstbehandling, når han skriver sin dom. Offentliggørelsen hæmmes dernæst af hensynet til de personer, hvis forhold
omtales i dommene. Af disse grunde er udvælgelse af domme med henblik på offentliggørelse en forholdsvis
arbejdsintensiv proces.
Når spørgsmålet nu rejses, om - og i givet fald hvordan - en informationsfrihed over domsinformation kan
gennemføres, spiller det en ganske væsentlig betydning, under hvilke omstændigheder det offentlige vil være parat til at
præstere den investering, der skal bringe dommene frem til offentligheden i en brugbar form. Hvis det offentlige som
en ren service- eller effektiviseringsforanstaltning vælger at stå for den omfattende redaktionelle og edb-mæssige
indsats, der vil være forbundet med at udgive en elektronisk domssamling, vil det bero på overvejelserne bag denne
indsats, hvilke bånd man vil knytte til denne information. Er formålet at sikre informationsspredningen, følger det
heraf, at indsatsen vil blive gjort, uanset om informationen siden gøres fri. Dette taler så for også at gøre informationen
fri. Er der derimod tale om en slags privatkapitalistisk investering, kan man argumentere for, at disse informationer
holdes i monopol (som et er sket i Retsinformation-brugerkontrakten, jf. ovenfor).
Anden formodningsregel: Enhver bør frit kunne vælge
medium og sprog for sin kommunikation
http://www.fsk.dk/fsk/publ/info2000/clean.htm (112 of 244) [11/08/2005 17:29:29]