Inforsamfundet år 2000 - ePractice.eu

http://www.fsk.dk/fsk/publ/info2000/clean.htm
Tredje formodningsregel: Samfundet bør sikre retten til at
beskytte information
Denne del af en informationspolitik har at gøre med datasikkerhed, og mere præcist den del af datasikkerheden der
angår beskyttelsen mod uretmæssige angreb mod et kommunikationssystem.
Datasikkerhed af denne art kan tilvejebringes gennem mange tiltag. Informationssteoretisk kan vi udskille de tiltag, der
retter sig mod mediet (f.eks. aflåsning af bygninger, hvori der findes terminaler, eller placering af lagermedier i
pengeskabe), fra de, der retter sig mod sproget (brug af passwords og kryptering). En tredje gruppe omfatter
foranstaltninger, der hovedsagelig har at gøre med de personer, der betjener et edb-system (f.eks. screening af
medarbejdere og effektiv adskillelse af forskellige typer af arbejdsfunktioner).
De fleste foranstaltninger vedrørende datasikkerhed koster penge, besvær eller andre omkostninger, f.eks. i form af
personalepolitisk mishag. Når man diskuterer informationspolitik som et samfundsmæssigt problem, kan der være
grund til at drøfte, hvilke omkostninger, man er parat til at bære på det helt overordnede plan. Det er en del af denne
drøftelse, der lægges op til med den tredje formodningsregel.
At enhver har ret til at beskytte sin information synes umiddelbart indlysende. At det ikke desto mindre giver mening at
lægge den frem som tema for en diskussion skyldes to forhold. For det første er en "beskyttelse" af et retsgode intet
værd, hvis ikke retssystemet følger den op med sanktioner (straf). Man undgår altså ikke at diskutere retsmidler, når
man diskuterer beskyttelse. For det andet giver visse former for beskyttelse af datakommunikation anledning til
principielle vanskeligheder i henseende til efterforskningen af straffesager. Disse to modhensyn skal derfor gøres til
genstand for drøftelse i det følgende.
Den strafferetlige beskyttelse: Det er sjældent nødvendigt at argumentere for, at vor straffelov bør give mulighed for
at straffe personer, der uberettiget tilegner sig andres fysiske ejendele. Vanskeligere er det imidlertid at argumentere for
sådanne regler, når tyveriet ikke angår ting, men information. "Indbrud" i informationssystemer (hacking) betragtes af
mange som mindre alvorligt end virksomheds-indbrud, til trods for at skadevirkningerne af et informationsindbrud
(teknisk kontrol og oprydning samt modforanstaltninger i anledning af formodet kompromittering af
erhvervshemmeligheder) ofte er langt større end ved et regulært "fysisk" indbrud.
At der tilsyneladende er denne holdningsmæssige forskel kan først og fremmest aflæses i domstolenes praksis. I et antal
tilfælde har danske domstole bedømt selv grove og omfattende overtrædelser af straffelovens regler om hacking så
mildt, at der kun er udmålt betingede domme. Dette er måske sket ud fra overvejelser om, at den angrebne part ikke
umiddelbart har "mistet" noget. Konsekvensen er imidlertid blevet, at ejere af informationssystemer ikke helt har den
beskyttelse, som gælder efter almindelige ejendomsrettigheder.
Der kan være mange grunde til, at holdningen har udviklet sig sådan. Måske skyldes det erkendelsesteoretiske
vanskeligheder (det er lettere at se mediet, end informationen). Måske er der tale om en følgevirkning af, at
retssystemet først og fremmest beskytter det fysiske, idet beskyttelsen af det immaterielle først er kommet ind i
lovgivningen med immaterialretten. Uanset årsagen er betragtninger om, at informationstyveri anses som mindre
alvorligt, udtryk for en kortsigtet og skæv forståelse af, de værdier, der indgår i informationssamfundet. Der må i så
henseende gælde en formodning for, at beskyttelsesbehovet er mindst det samme som for fysiske værdier.
Retten til at kryptere: Retten til at beskytte information kommer under pres, når beskyttelsen gør brug af kryptering.
En frihed til at kryptere kolliderer nemlig med det offentliges pligt til at efterforske kriminalitet. Indfører man et
almindeligt forbud mod kryptering, understøtter man vel (måske) efterforskningen, men på en anden side ofrer man et
hensyn til informationsfriheden.
Efter gældende dansk ret kan statsmagten ikke forbyde privatpersoner at "tale uforståeligt", dvs. at kryptere deres
kommunikation. Ligeså lidt som den kan forbyde to kommunikerende parter at tale med hinanden via to tolke, som
http://www.fsk.dk/fsk/publ/info2000/clean.htm (114 of 244) [11/08/2005 17:29:29]