Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

ationalitet, selvstændighed, egne interesser, information og handlemulighed, som gør dem
spillere i en spil-teoretisk forstand. Socialdemokratiet havde fra centralt hold nedfældet en
detaljeret kampagneplan, som beskrev kampagnens opbygning og organisation, mens Det
Radikale Venstre arbejdede ud fra løsere rammer og uden en fast nedfældet kampagneplan.
Forskellen i graden af organisering forklares ud fra partiernes størrelse og bagland.
Socialdemokratiet, som et stort uhomogent parti med betydelige interne meningsforskelle, har
behov for fastere retningslinjer end Det Radikale Venstre, da det er mindre homogent parti
med færre interne spændinger og kortere kommandoveje.
Gennemgangen af det egentlige handlingsforløb under euro-valgkampen viser, at der
ikke var overensstemmelse mellem de præformulerede kampagner og virkeligheden. En
række styringsproblemer og uforudsete hændelser på både det strukturelle plan og blandt de
tilknyttede aktører bevirkede, at de tilrettelagte og gennemtænkte kampagner udviklede sig til
en mere kaotisk og uoverskuelig kamp. Denne udvikling begrundes ud fra en spil-teoretisk
tilgang at bunde i en opstået konkurrencesituation mellem på den ene side politikerne og
medierne om mediedagsordenen, valgkampens temaer og vinklinger, og på den anden side
mellem euro-tilhænger og euro-modstander partier omkring den politiske dagsorden og
ørenlyd i det kommunikative rum. Ja-partiernes kommunikationsvanskeligheder blev
forstærket af en række ydre omstændigheder. Disse omfatter bl.a. den meget lange
kampagneperiode, der gjorde det svært at holde en konsistent linje, en euro-kurs som faldt
gennem forløbet og en overordnet defensiv euro-debat baseret på historiske og kulturelle
forhold. Konklusionen er, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fejlede i deres
kampagner både af kommunikationsmæssige og politiske årsager.
En af de centrale aktører i politiske kampagner er medierne. Gennemgangen af
mediernes dækning af euro-valgkampen viser, at der opstod en central brist mellem
politikernes, mediernes og vælgernes dagsorden. Politikerne ønskede at debattere ét emne,
vælgerne et andet og medierne var mest interesseret i den politiske proces og debatten om
debatten. Medie dækningen afspejlede ligeledes en grundlæggende inerti i mediernes tilgang
til EU-spørgsmål, hvor vinklingen låste sig fast omkring et overordnet ja eller nej til EUs
projekt. Euro-afstemningen afspejlede dermed tidligere danske EU-afstemninger, hvilket
forstærker indtrykket af den path-dependency der karakteriserer politiske processer.
Konklusionen er, at mediernes fokus på proces og form frem for politisk indhold er et
strukturelt fænomen i valgkampens mediedækning, som både afspejler forandringer i det
politiske system samt forandringer i mediernes position i samfundet.
105