Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Nu skal du ikke forstå kampagner som annoncekampagner de sidste to uger. Du skal forstå kampagner så
bredt defineret som den politiske kommunikation der kommer fra politikerne omkring det emne over en eller
anden given periode. I form af taler, i form af interviews, kommentarer, møder med folk, alle mulige ting og
i form af konkrete beslutninger også. Og det er klart, at det kan rykke en masse. Du ser jo også betydelige
meningsmålingsskift undervejs i kampagnen. Det svinger rimeligt pænt. Så hvis man lige dropper det der
helt katastrofale omkring pensionssagen, så svinger der jo plus fem til den ene fløj til minus fem til den
anden fløj afhængigt af hvilke målinger du ser. Og det er selvfølgeligt blandt andet de debatter der kører i
medierne og dermed også de kampagner der har den indflydelse. Men det er klart, at der er ikke nogen
kampagner der foregår i et tomrum, de foregår mod hinanden, og derfor så har de selvfølgelige også en
tendens til at ophæve hinanden delvist, fordi folk står og råber hinanden op i hovedet. Og så tænker folk, at
så lyver de nok lige meget begge to eller også har de begge to ret. Men det er jo ikke det samme som, at de
ikke har nogen effekt, for hvis man fjerner den ene af dem, så vil den anden nok sandsynligvis have en ret
dramatisk effekt.
51) MR: Ja det er det spil der er mellem forskellig kampagner. Hvor meget bevidsthed havde I om det. At I
f.eks. skulle ud og svare igen på en anden kampagne?
52) PR: Det var selvfølgelig noget vi diskuterede, men i virkeligheden var regeringens eller Socialdemokratiets
kommunikationsopgave en anden, fordi at man – ulempen ved at være i regering og være magthaver og være
et ansvarligt parti det er, at man kan ikke lyve: man kan ikke fordreje tingene, man blive nødt til at være
meget sober. Og de der beregninger som regeringen fremlagde om de økonomiske konsekvenser med de 10
milliarder – de er simpelthen så knastørre og sobre. Man kunne lave talrige udregninger som også var sobre,
og som viste meget mere dramatiske konsekvenser. De var simpelthen så tørre og sobre, det blev man nødt
til. Fordelen er så alt andet lige, at man har meget større kanaladgang. Der er sgu mere interessant når Jelved
og Lykketoft holder et pressemøde end når Drude Dahlerup og Jens-Peter Bonde gør. Sådan er det, der
kommer simpelthen flere folk og det får noget mere dækning. Derfor så har regeringen også bedre mulighed,
for at sætte sine egne dagsordener i stedet for at rende rundt efter oppositionens dagsorden.
53) MR: Men lykkedes det specielt godt under den her kampagne? Var det ikke også meget nej-sidens
dagsordener der blev sat?
54) PR: Ja det er både rigtigt og forkert. Det er klart, at det ikke lykkedes godt nok – facit var jo stadigvæk et
nej. Men hvis du tager efter pensionsweekenden, så lykkedes det faktisk meget godt i nogle dage, hvor man
sætter sig på de økonomiske konsekvenser, og holdt et stort pressemøde som satte noget dagsorden, og
dagen efter havde vi et pressemøde om de politiske konsekvenser som også satte noget dagsorden omkring
konsekvenserne for Østeuropa, der var nogle forskellige ting der. Når man ser på mediedækningen både fra
forsommeren og eftersommeren, den lange kampagne hvis man skal kalde den det, så er det jo ikke fordi det
er nej-siden der slår igennem. Altså det er sådan set ikke dem der kommer ud og slår igennem, men det er
mediernes selv der tager nogle ting op, f.eks. vismandsrapporten og eurofaldet. De ting er ødelæggende. Så
er der sådan en ting som østrigssagen som også fylder meget i medierne, jeg tror ikke den har særlig stor
betydning for hvad folk stemmer, men den er igen meget blokerende – specielt de borgerlige partier kommer
ud og taler med deres vælgere. For hver gang de borgerlige vælgere ser deres ambassadører tone frem på
fjernsynet og taler om Europa, så er det noget om østrigssagen, og det er selvfølgelig alt andet lige
mobiliserende, men om det var nej-sidens dagsorden… Altså det eneste forsøg nej-siden gjorde på at gøre
noget ved østrigssagen, det var Dansk Folkeparti der rejste til Østrig og det var en stor katastrofe. Så i
virkeligheden synes jeg ikke nej-siden kørte – jeg synes Dansk Folkeparti kørte en svinsk men klog
kampagne på det der med følelserne, men resten af nej-siden var jeg ikke specielt imponeret af.
55) MR: Man ved jo på baggrund af tidligere afstemninger, at dele af nej-fløjen og specielt Junibevægelsen
kommer ud med afsløringer, eller en eller anden chok-rapport de smider på bordet, en eller anden skandale.
56) PR: Det gjorde de også denne her gang.
57) MR: Havde I så nogle forberedte svar på det – sådan at, når det kommer, så gør vi det?
58) PR: Både og, for der var nogle ting vi godt vidste de ville lancere, og det fik vi så også demonteret
forholdsvis effektivt. Men det Junibevægelsen gør, det er jo, at de tager et eller andet arbejdspapir fra en
eller anden arbejdsgruppe, et udkast, som der i virkeligheden kun er en fuldmægtig som i et eller andet DG
nede i Kommissionen har siddet og skrevet, og det gør de til et nyt EU-udspil. Og det er simpelthen pis og
papir, for det har aldrig været et EU-udspil. Den slags kan man ikke lave krisestyring på på forhånd. For der
findes jo titusind af sådanne nogle papirer. Jeg kunne sætte mig ned som ansat og skrive en eller anden
tilfældig note og så give den til en tilfældig journalist, og så ville det jo ikke være regeringens politik. Men
det er sådan at de behandler papirer. Og det kan man jo ikke forberede sig på på forhold. Men der skete jo
ikke noget. Vi vidste, at Junibevægelsen ville køre på pensionen, for at det ikke skulle være løgn, og at EU
ville være en trussel mod pensioner, og der skete jo altså det, at fordi det nu havde haft så stort et fokus, og
pensionsdebatten jo på trods alt efter de fem døgn blev lukket, så da Junibevægelsen tog og holdt hvad der
skulle være deres superpressemøde hvor de fremlagde en rapport på 200 sider med dokumentation for
hvordan EU ville ødelægge folkepensionen, så fik den ingen omtale – nul omtale. På den måde var det
122