Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

ulv i fåreklæder, og over for ham skulle den velkendte og respekterede statsminister stå
tilbage, mens hans ”stærke hold” af ministre klarede det grove arbejde. Strategien faldt hurtigt
på gulvet både på grund af Socialdemokratiets egne begrænsninger, og fordi Venstre som
rationel aktør havde forudset angrebet og truffet forhåndsreglerne. Ved selv offensivt at
positionere sig som velfærdens parti lykkedes det Venstre effektivt at afmontere
Socialdemokratiets angreb på Venstre som en trussel mod velfærden. Samtidig mislykkedes
det også for Socialdemokratiet at udstille Venstre som et farligt eksperiment. Venstres egen
strategi gik nemlig på, at udstille alle Socialdemokratiske angreb på partiet som
”skræmmekampagne,” og rationalet var, at jo mere der tales om den socialdemokratiske
skræmmekampagne, jo mere den bliver bebudet, jo mere vil luften blive taget ud af den.
Venstres plan lykkedes både fordi Socialdemokratiets troværdighed led knæk, hver gang de
blev beskyldt for at føre skræmmekampagne, og fordi der blev skabt en tilstand, hvor selv
relevante socialdemokratiske indvendinger mod Venstres politik kunne afvises som værende
skræmmekampagne (Qvortrup 2002).
Valgkampen så også de mindre aktører blive klemt i dette spil mellem de to store.
Elisabeth Arnold fortalte, hvordan Det Radikale Venstre selv som rationel aktør forsøgte at
positionere sig mest optimalt (EA svar 70): ”Vi var helt klar over fra starten, at dette her ville
blive et præsidentvalg, og vores opgave var simpelthen at gøre os så synlige så mange steder
som muligt. Marianne gjorde jo f.eks. det, at hun lavede mange møder sammen med Bendt
Bendtsen, fordi de konservative var i samme situation. (..) man kan sige at B-partierne – de
partier de ikke hørte til Socialdemokratiet og Venstre, de gjorde meget for at hjælpe hinanden
med at få omtale, for de var jo alle i samme situation.”
Alt i alt blev valgkampens forløb ikke præget af debatter om politiske mærkesager,
men i højere grad af et fravær af egentlige valgtemaer blandet med skiftende signaler og
udspil fra partierne. Dette, lagt sammen med et stort fokus på fodfejl og interne konflikter
specielt i Socialdemokratiet, gjorde sit til, at medierne sad tilbage med oplevelsen af, at
politikerne og partierne selv udgjorde valgkampens centrum.
11.4. Folketingsvalgets mediedækning
En analyse af mediernes dækning af valgkampen, som Mandag Morgen har gennemført
(Mandag Morgen 2001c) viser, at medierne primært beskæftigede sig med to ting under
valgkampen: For det første den politiske debat om udlændinge, hvor en næsten samlet presse i
10 dage afslørede en lemmingementalitet og alle forfulgte samme historie. Det andet handler
om det politiske spil på Christiansborg og valgkampens proceshistorier. Ud fra journalistiske
89