Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

(Kilde: Egen registrering af begivenheder taget fra forskellige kilder)
Denne gennemgang af det egentlige handlingsforløb under kampagneperioden leder frem til
en analyse af, hvordan Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forsøgte at manøvrere og
tilpasse sig gennem perioden.
9.3. Socialdemokratiet
Socialdemokratiet forsøgte undervejs at påvirke begivenhedernes gang, og i de tilfælde det
ikke var muligt, prøvede de at tilpasse og positionere sig mest optimalt i forhold til de ydre
begivenheder.
Der var på forhånd planlagt en både offensiv og defensiv strategi, som også omfattede
mulige modtræk til de argumenter, som modstanderne kunne tænkes at benytte. I
kampagneplanen hedder det: ”Samtidig skal der ske en kortlægning af modstandernes
kampagner og aktiviteter – herunder en tidslinje, der gør, at vi kan planlægge offensivt og
”time” i forhold til deres strategi.” Der er defineret fire forskellige typer af opgaver: 1)
Offensive projekter rettet mod at styrke vor egen argumentation. 2) Offensive projekter rettet
mod nej-sidens argumentation. 3) Defensive projekter rettet mod nej-sidens argumentation, og
4) Offensive forsøg på at foregribe negative historier og angreb. At partiet/ja-siden alligevel i
flere tilfælde lod sig presse tilbage af nej-sidens argumentationer er blevet kommenteret flere
steder. Mie Femø Nielsen beskriver i Under lup i offentligheden (2000:217) at, ”Når ja-siden
tabte ØMU-valget i Danmark (...) så skyldes det formodentligt i høj grad, at man ikke havde
gennemtænkt sin argumentation. Man lod sig i høj grad diktere af nej-sidens dikotomier: Det
store Europa vs. det lille Danmark, - det multikulturelle samfund vs. den gode gamle danske
kultur, - ”dem”/de fremmede vs. ”os”/danskere” etc.” Ifølge Mie Fæmø havde nej-siden i
modsætning til ja-siden en fuldstændig konsistens i valget af dikotomer, og derfor havde de
lettere ved at argumentere overbevisende. For ja siden var det mere kompliceret, ikke mindst
fordi nej-sidens dikotomer skulle tilbagevises, før selv kunne begynde at formulere deres
egne.
Per Rystrøm forklarede (PR svar 34), at han vil give euro-kursfaldene den helt
afgørende betydning for, hvorfor det blev et nej, og at ”(...) det skulle vi selvfølgelig helt fra
starten have kommunikeret om, hvad det betyder, hvordan kronen er i forhold til det, hvad det
har af effekter, og kronen er faldet sammen med, og det vil den gøre i alle tilfælde osv. osv.
osv. (...) Så det vil jeg sige var en strategisk kommunikationsudfordring vi skulle have
håndteret anderledes. (...) Jeg tror sådan set, at man var ude med de rigtige budskaber, men
70