Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Og nu synes man jo, at Venstre er voldsomt geniale fordi de nu har vundet valget. Men hvis de nu havde
tabt valget... ja... altså – jeg tror det er mere sammensat. Jeg tror ikke bare, at det er kommunikationsformen.
Det har også til dels været nogle af budskaberne, og dels har det også været et valg hvor folk har været
trætte af noget andet. Og derfor kan du heller ikke udelukke at euro-afstemningen i realiteten blev et protest
valg. Man kan ikke udelukke at der er nogen der har stemte nej, alene af den grund af man ikke kunne lide
dem der stemte ja.
53) MR: Det tror jeg også.
54) CLJ: Det er der flere der har gjort.
55) MR: Har I fået nogle konkrete erfaringer fra euro-valgklampen som I har overført til folketingsvalgkampen?
56) CLJ: Ikke i nogle af de diskussioner jeg har været med i. Men jeg går ud fra, at partiorganisationen som
sådan og vores sekretariat her i huset har snakket sammen om det. Vi har lavet en evaluering af eurovalgkampen,
men om der er forgået et overspil til folketingsvalgkampen det ved jeg ikke om de har snakket
om. Jeg ved heller ikke om man kan. Jeg synes begge kampagner understreger, at behovet for den personlige
direkte kontakt, den er stor. Både når det gælder den hjemmelige politik, og når det gælde europapolitikken.
Jeg tror mere og mere på det.
57) MR: Men kan det lade sig gøre?
58) CLJ: Jeg ved det ikke. Det bliver jo vanskeligere og vanskeligere. Jeg kan bare tage mit eget valgområde
hvor der bor 40-50.000 mennesker – det kan man jo ikke. Det der sådan set bekymrer mig mere er, at
platformene ikke er der.
59) MR: Man så et skel under euro-valgkampen, at det var unge og veluddannede der stemte ja...
60) CLJ: .... og den traditionelle arbejderklasse der stemte nej. Det tror jeg er rigtigt.
61) MR: Kan man så være optimistisk på vegne af den unge generation med højere uddannelser?
62) CLJ: Viden er magt kan jeg huske at der engang stod på de røde faner – og det er jo rigtigt. Men det er da
klart, at det er et klassisk problem man har her. Den eneste sammenhæng jeg kan se mellem euro- og
folketingsvalgkampen sådan virkeligt for alvor, det er, at den gruppe der har stemt nej og som måske har
stemt DF måske Venstre denne her gang, er den sammen gruppe som ikke kan lide udlændingene, som ikke
kan lide EU og globaliseringen. Den trekant er ganske alvorlig. Jeg siger ikke nationalisme jeg siger ikke
racisme – for det er meget mere kompliceret end det. Men som ser det som en trussel overfor noget man
gerne vil bevare eller vi have for os selv. Og det segment det er der da. Det hænger sammen. EU-
modstanden og nejet til udlændinge – der er i den gruppe af befolkningen begge elementer. Det ses som en
trussel i forhold til... og det tror jeg i virkeligheden vi har undervurderet. Jeg kan lide at bruge ordet
”udsyn”. Jeg har engang skrevet noget hvor jeg siger ”udsyn giver indsigt”. Fordi hvis du ved hvordan det er
skruet sammen hos de andre, så er det svært at opbygge et trusselsbillede ad dem. Og der tror vi har haft et
voldsomt problem. Jeg er ganske overbevist om, at det billede af udlændinge og de fremmede godt kan have
spillet en vis rolle på nej-siden. Men der er lavet mange analyser. Nogle siger noget, og nogle siger noget
andet, og vi har alle sammen en fornemmelse. Jeg tror simpelthen det her var et samspil af alt muligt: protest
mod Nyrup, østrigssag, voksende borgerlige modtand, traditionel venstrefløjsmodstand fra de to bevægelser,
at vores egen vælgergruppe i midten var usikker, og i fællesskab havde de sådan set ikke ret meget
holdningsmæssigt, andet end at det her kunne man forenes om, at det vil man ikke sige ja til. Og det giver
så, at du får det der flertal. Trods alt skal du jo ikke flytte så mange stemmer før den er der.
63) MR: Nogle konkrete erfaringer? Hvad ville I gøre anderledes?
64) CLJ: Det kan jeg ikke sige. Det kommer an på situationen. Det er svært at vurdere hvad der skal gøres
anderledes. Personligt er jeg overbevist om, jeg erkender, at det er vanskeligt, men jeg tror mere på, at vi bør
bruge tiden imellem folkeafstemningerne, imellem valg til gøre en betydelig større indsats til at få nogle
diskussioner om hvilke sammenhænge der er i forhold til vores egen udvikling i vores eget land.
65) MR: Men det er svært at få medierne til at skrive om det?
66) CLJ: Ja det er rigtigt svært. Og det ene af problemerne det er, jeg kan huske hvad der skete bagefter – det
har de også sagt under valget, at aviserne brugte jo ledere på at sige, at der ikke var meget EU-debat, at
partierne ikke ville, men det er jo noget sludder. Det der er historien er, at medierne ikke var interesseret.
Alle artikler jeg skrev fik jeg retur fra de store dagblade, for det var ikke rigtig relevant lige nu. Det kan
selvfølgelig være fordi jeg skrev dårlige artikler, men når mine kolleger blev udsat for det samme – ikke for
at være grov, men når jeg som ordfører for det daværende største parti og formand for Europaudvalget ikke
havde mulighed for at få optaget artikler.... Og når man ringede til journalister fordi der var et eller andet, så
siger de naaaar, det var ikke lige på dagsordenen.
67) MR: Så er det igen de to verdener?
68) CLJ: Så er der igen de to verdener. Men jeg kan ikke se andet end at prøve.
69) MR: Det er meget interessant at både få et synspunkt fra politikere og fra de praktiske ansatte i
presseafdelingerne.
70) CLJ: Det er klart, men vi kan også godt have forskellige opfattelser af det her som politikere – det er der
ingen tvivl om.
141