Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

deres normative forforståelse. Der findes ikke tabula rasa, eller en fuldstændig fordomfri og
neutral forskning, inden for samfundsvidenskaben (Gilje 1993). Dette accepteres til gengæld
som et grundlæggende vilkår så længe forforståelsen er eksplicit og bevidst.
Min forforståelse i forbindelse med arbejdet på dette speciale er, som skitseret i
indledningen, en forundring over, at ja-kampagnerne under euro-afstemningen i udpræget
grad fejlede i deres forsøg på at styre debatten og overbevise befolkningen om fordelene ved
at deltage i den fælles mønt. Det skal ikke stå uklart hen, at jeg personligt er varm tilhænger af
et forstærket europæisk samarbejde, også på det økonomiske og monetære område.
Derudover er jeg fascineret af den velovervejede professionalisme, de danske politiske partier
de senere årtier, med den efter min opfattelse foreløbige kulmination under folketingsvalget i
2001, har lagt i deres kampagnearbejde, politiske kommunikation og mediestyring. Dette er
en udvikling der fascinere mig, da det omfatter en dynamisk kamp mellem to af samfundets
traditionelle magtbaser, den politiske verden og medierne.
Men hvad er det, der studeres i dette speciale i epistemologisk forstand? Som nævnt i
indledningen ønsker jeg både at forklare, forstå og beskrive i dette speciale. Forklare og forstå
fordi mange af de genstande jeg studerer, de forskellige variable, kilderne og forandringen
over tid, ikke tidligere har været studeret i denne kontekst. Dertil kommer en beskrivelse af
variablerne og den historiske udvikling jeg undersøger. Inddragelsen af en sådan beskrivelse
har jeg vurderet værdifuld for at kunne få fuldt udbytte af de senere analyser. Dette er især
relevant, da jeg forsøger at kombinere den politologiske tradition med den medieteoretiske, og
mange koblinger mellem disse to forskellige tankesæt kræver en mere åben behandling.
Teoretisk har jeg haft et eklektisk udgangspunkt, hvor jeg på forhånd var åben overfor
forskellige teoriske indgange, og jeg anerkendte, at alle teorier har både styrker og svagheder.
Dette afspejler sig også i mit forsøg på at favne vidt både i spændet mellem politologien og
medieteorien og mellem institutionalismen og spil-teorien. Jeg er overbevist om, at jeg
herigennem vil kunne afdække flest nuancer og nå tættere på sandheden i analyserne, end
med en mere snæver teoretisk indgangsvinkel. Men hvad er sandheden i denne forstand? Og
hvad er den virkelighed, jeg sætter mine studier af strategier op imod? Et af de centrale
spørgsmål for videnskabsteorien i dag hvorvidt virkeligheden og dermed sandheden er socialt
konstrueret? I hvilket omfang kan virkeligheden defineres? Hvad driver samfundsmæssig
forandring? (Delanty 1997:110-143). Spørgsmålet bunder igen i en debat mellem
konstruktivisterne og rationalisterne. Konstruktivisterne baserer sig på den opfattelse, at
virkeligheden er socialt konstrueret, og at den absolutte sandhed altid vil være afhængig af de
øjne, der ser den i en samfundsmæssig sammenhæng. Realisterne anerkender i højere grad
45