Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

På det politiske plan er euro-afstemningen karakteriseret ved en unormal tilstand, hvor
hverdagens politiske forskelle mellem regering og opposition er tilsidesat til fordel for den
fælles sag, og hvor ydrefløjene i Folketinget til både højre og venstre stiltiende accepterede, at
de ønskede samme slutresultat. Elisabeth Arnold forklarede om de forskellige ja-partiers
indbyrdes forskelle (EA svar 14): ”Som sagt er der meget stor forskel på at føre
folketingsvalgkamp og en EU-afstemning, hvor der kun kan stemmes ja eller nej. Det man
opdager under sådan en ja-nej kampagne, det er, at forskellen mellem ja-partierne bliver gjort
til et problem. Hvor ja-partierne jo er meget forskellige indbyrdes når man f.eks. går til en
folketingsvalgkamp, så gør man alt hvad man kan for at uddybe forskellene mellem os og
Venstre for eksempel. Men under euro-valgkampen skulle vi jo være enige. Og det var ret
svært at være.” På samme vis fortalte Henrik Qvortrup om forskelle mellem euroafstemningen
og folketingsvalget, at under folketingsvalget ville kampagnen køre i et helt
andet spor ”Først og fremmest fordi, der er et aspekt, som totalt er fraværende i eurovalgkampen,
som jo er, at man har en hovedmodstander. Det er en helt atypisk situation fordi
Socialdemokratiet og Venstre er nødt til at gemme de daglige trakasserier væk for den fælles
sags skyld. Nej, jeg mener ikke, at der er nogle paralleller at drage.”
For medierne udgjorde euro-afstemningen og folketingsvalget også to forskellige
situationer. At medierne under euro-afstemningen enstemmigt, på nær Ekstra Bladet, støttede
euroen afspejledes ikke, som vist i analyserne, i pressens indholdsmæssige dækning, der for
flertallet af artiklernes vedkommende var til fordel for nej-siden. Under folketingsvalget
fordelte mediernes støtter sig bredere til henholdsvis regering og opposition og mellem
venstre og højrefløj. For politikerne var der således i højere grad mulighed for at tilpasse
budskaber til forskellige medier. Claus Larsen-Jensen fortalte om mediernes dækning (CLJ
svar 44): ”Og derfor adskiller euro-kampagnen sig fra folketingsvalget. Folketingsvalget er jo
kendetegnet ved at det lykkedes at se bort fra alt, hvad der var lavet. Alle helheder, alle
sammenhænge og så hamrer man ellers udlændinge, retspolitik, skattestop, og et par ting mere
ud – et års barselsorlov, og det var i virkeligheden det modsatte af euro-kampagnen. For det
man prøvede med euro-kampagnen det var, at sige, at nu tager vi en afgrænset brik, vi
koncentrerer os om den, og prøver at få folk til at forstå hvilke sammenhænge der er i det.”
Fælles for begge afstemningen var dog, at pressen i højere grad koncentrerede sig om form
end om indhold, om den politiske proces frem for den politiske substans.
På vælgerniveau adskiller de to afstemningsformer sig fra hinanden, idet
folketingsvalget i højere grad end folkeafstemningen afgøres på baggrund af partipræferencer.
Dog er der over de sidste årtier observeret større vælgervandinger og en større udbredelse af
96