Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Bilag 2: Udskrift af interview med Lars L. Nielsen
Udskrift af interview med Lars L. Nielsen, pressechef for Det Radikale Venstre under eurokampagnen.
Interviewet gennemført i Folketinget den 8. maj, 15:00-15:40.
1) MR: Kort beskrivelse af emnet for mit speciale.
2) MR: For the record, vil du beskrive hvem du er og hvad din rolle var under euro-valgkampen?
3) LN: Pressechef for den radikale gruppe og ministre. Opgaven det var at vejlede og rådgive og opsnappe
hvad der foregik.
4) MR: Vil du beskrive grundideen i den strategi I lagde?
5) LN: Udgangspunkt var, at vi var erklærede tilhængere af euroen – personificeret ved Marianne Jelved. Vi
havde en landsmødebeslutning bag os tidligere end Socialdemokratiet, at vi skulle gå ind for euroen.
Derudover vidste vi også at Marianne var fagminister på området. Vores strategi blev jo, at vi i høj grad
måtte tage os af det mere fagligt tunge. Vores parti måtte stå for den meget ansvarlige og sandfærdige linje.
Strategien blev aldrig nedfældet, men den blev gennemdiskuteret et par gange - at vi skulle være
supereuropæere, eller meget åbne tilhængere af Europa, og vi skulle så bruge vores kræfter på at sende et
sandfærdigt billede. Det udkrystalliserede sig så på den måde, at vi udover interviews og sådan noget hvor vi
lagde meget vægt på det saglige, så udsendte Marianne Jelved også en daglig myte-email, hvor hun jordede
dagens myte. Det vil sige, at det var hende parti der gjorde det i starten af kampagnen. Fordi det var noget af
det man mente, der skulle til for at opbygge billedet. Så det blev aldrig nedfældet men det blev accepteret, at
vi havde fagministerposten, så på et tidligt tidspunkt argumenterede vi, at vi måtte påtage os de der to
opgaver: at fremstå som store tilhængere og så samtidig fremstå som meget ansvarlige og sandfærdige.
6) MR: Var det noget i koordinerede med Socialdemokratiet?
7) LN: De blev orienteret. Det blev ikke lavet sådan, at vi tog og så tog Socialdemokratiet det ikke. Hvert parti
vidste hvad hinanden gjorde, men det blev ikke koordineret og tilpasset hinanden, langt fra.
8) MR: Hvordan så I jeres vælgerskare – og havde I et billede af hvem der var jeres venner og hvem der var
jeres modstandere?
9) LN: Ja vi havde, vi kender det jo fra vores eget parti- der har det jo altid været meget åbent og tilladt, at man
har modstandere. Også overfor hvilke typer argumenter de havde. Men eftersom vi appellerede til meget
velartikulerede og veluddannede mennesker, så var vi også klar over, at den type argumenter som vores
vælgere ville acceptere det var også de velartikulerede. Men vores dilemma var jo, at i en
folkeafstemningskampagne der appellerer du ikke til målrettede segmenter. Der bliver dit synspunkt jo også
hørt af dem, der er uden for segmentet. Så selvom vi højst sandsynligt kunne være nået langt, hvis vi kun
skulle tale til vores eget segment, så kunne vi jo ikke tale til dem direkte med mindre de var inde i et lukket
rum, så via medierne måtte vi jo tale til dem lidt mere, … hvad skal jeg sige, med et lavt lix-tal, ikke. Det
havde vores politikere svært ved i starten, det var tydeligt at se.
10) MR: Der kan man sige, at der er nogle spilleregler i medierne og journalistikken hvor de meget gerne vil
have, konflikter og personlige intriger og splid osv.
11) LN. Ja korrekt.
12) MR: Hvordan oplevede I det?
13) LN: Det oplevede vi også. Vi oplevede jo – det kan blive et længere svar det her… Som udgangspunkt var vi
jo klar over, at det var et umuligt projekt at argumentere for. Vi var fuldstændig sikre på, at det meget hurtigt
ville ende for og imod EU. En change-no-change dagsorden, tryghed eller ikke tryghed. Alt det her, som
overordnede emner, men vi forsøgte jo heroisk at relaterede det isoleret til euroen, men da sommerferien var
trådt i kraft, da første periode var gået i foråret, var vi klar over – glem det! De kræfter skulle vi ikke bruge
på det, for det havde ikke nogen effekt. Vores læsning er i dag, at vi var oppe imod, at euroen som sådan
aldrig… alt det der lå bag euroen, aldrig havde været til diskussion i Danmark. Næsten alle andre emner har
været igennem det som Pittelkov ville kalde den politiske vridemaskine – sådan at retorikken den var blevet
let forståelig. Her skulle vi i virkeligheden tale om pengepolitik – og pengepolitik har aldrig i dette land
været et valgtema. Den sidste gang vi havde politisk debat om pengepolitik var da Schlüter-regeringen i
1982-83 liberaliserede kapitaloverførslerne – hvor meget du kunne flytte ud og ind af landet – regler for det.
Det tillod mange udenlandske virksomheder at købe danske værdipapirer. Det var noget socialdemokraterne
var enormt sure over dengang – det havde man en indenrigspolitisk debat om der havde pengepolitisk vinkel
på sig. Siden har vi ikke haft det. Det vil sige, at sådan noget som blev et tema for de vidende folk, om
nationalbankdirektørens rolle var for de fleste totalt uinteressant. Sådan noget som hvor meget skulle der
indefryses i guld og sådan noget som rentens betydning og vi skulle køre inflationsbekæmpelsespolitik…..
alle de her elementer er noget vi aldrig har haft igennem vridemaskinen. Så den saglige nuancerede vinkel
var uinteressant for de fleste. Og det kunne man så også se hos journalisterne. Hvis de skulle sælge aviser, så
kunne de jo ikke bruge tid på de her ting.
14) MR: Dvs. I spillede ud med den, og det måtte I så opgive?
125