Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

så blev det bare kørende i for mange dage, og det er klart, at det skulle den ikke have haft lov
til.
Det kan konkluderes, at Socialdemokratiet på forhånd samt undervejs i
kampagneforløbet var meget bevidste om, at de skulle operere rationelt, argumentere
konsekvent og offensivt modarbejde nej-sidens argumenter og handlinger. At dette ikke
lykkedes i så høj grad i virkeligheden har flere forklaringer. For det første stod partiet overfor
en meget splittet vælgerskare, hvor nogle bedst kunne nås med økonomiske argumenter, nogle
med politiske, nogle med visionære og andre igen med de mere jordnære argumenter. Dette
gjorde det vanskeligt at styre debatten. For det andet deltog en række andre aktører, både
politikere, medier og vælgere i spillet, som derfor i stigende grad udviklede sig til en
uoverskuelig kamp mere end en kontrolleret kampagne.
9.4. Det Radikale Venstre
Også i Det Radikale Venstre var man bevidst om hele tiden at påvirke kampagnens gang samt
at tilpasse sig bedst muligt til de ydre begivenheder. Som udgangspunkt havde partiet en
meget snæver og konkret argumentation, som var målrettet partiets homogene og europositive
vælgersegment. Men samtidig skulle partiet gøre noget for at blive hørt i det store
spil. Elisabeth Arnold fortalte (EA svar 10): ”Vi gjorde meget for at lave møder med Dansk
Folkeparti, for de forekom os at være vores diametrale modsætninger – bange for alt hvad der
kommer udefra – EU og indvandring. (...) Og vi følte det ville være bedre at alliere os med
dem fordi vi ville få en god diskussion, end at sættes os op mod nogle af de andre
modstandere, SF. f.eks.”
Lars Nielsen fortalte dog, (LN svar 13), at ”Vi var fuldstændig sikre på, at det meget
hurtigt ville ende med for og imod EU. En change-no-change dagsorden, tryghed eller ikke
tryghed. Alt det her som overordnede emner, men vi forsøgte jo heroisk at relatere det isoleret
til euroen, men da sommerferien var trådt i kraft, da første periode havde gået i foråret var vi
klar over – glem det! De kræfter skulle vi ikke bruge på det, for det havde ikke nogen effekt.”
En forklaring på dette kan være, at det var vanskeligt kva Marianne Jelveds position som
økonomiminister udelukkende at henvende sig til partiets egne vælgere. Partiet opererede som
en blandt mange spillere på hele banen, og de andre spillere og eksterne forhold påvirkede
deres egen præstation.
At det ikke lykkedes partiet at gennemføre deres præformulerede kampagneplan,
lagde Lars Nielsen ikke skjul på (LN svar 23): ”Altså min læsning er, at det her det faldt slet
ikke på grund af sagerne, det faldt simpelthen på grund af manglende og dårlig
72