Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Bilag 6: Udskrift af interview med Elisabeth Arnold
Udskrift af interview med Elisabeth Arnold, formand for Folketingsgruppen i det Radikale
Venstre og medlem af partiets valgudvalg under eurokampagnen 2000 og folketingsvalget
2001. Interviewet gennemført i Folketinget onsdag den 16. januar, 10:00 – 10:45.
1) MR: [Beskrivelse af mit speciales emne, samt opfordring til at beskrive Elisabeths rolle og funktion under
eurokampagnen og folketingsvalget].
2) EA: Under eurokampagnen havde jeg specielt meget feltarbejde, hvis man kan sige det på den måde. Jeg var
med til at lægge partiets annoncekampagne og vælge slogan. Og jeg var ret aktiv i det, fordi jeg sad som
europaordfører og var næstformand i Europaudvalget, og havde enormt mange møder. Og det var jo en
meget lang kampagne, som varede over et halvt år, og jeg havde virkeligt meget. Man kan godt sige, at jeg
var meget i vælten. Jeg fulgte det også meget tæt, og jeg kunne mærke hvordan stemningen var ude i
folkehavet. Så jeg havde en ret god fornemmelse af, hvad det ville ende med... det kan min sekretær
bekræfte...
3) MR: Tidligt i forløbet?
4) EA: Nej.... men vi fulgte jo meget nøje de forskellige meningsmålinger, og jeg sagde på et tidspunkt, at jeg
var temmelig sikke på, at det blev et nej. Jeg troede ikke på et ja, jeg troede ikke vi kunne finde den nøgle
der kunne få folk til at ændre mening. For der var så meget modvilje rundt omkring.
5) MR: Hvornår blev jeres kampagne planlagt? Hvornår satte I jeg ned og fandt ud af, at vi skal gøre det på den
her måde?
6) EA: Vi lavede kampagnetemaerne meget meget tidligt i forløbet, fordi det var en meget lang kampagne. Der
er meget forskel på at lave en euroafstemningskampagne og på at lave en folketingsvalgkamp. I en
folketingsvalgkamp har du fantastisk mange valgmuligheder for den enkelte vælger – der er mange
forskellige partier, og inden for hvert parti er der flere forskellige personer. Så man kan lægge sin profil på
nogle personlige stemmer man vil have, om det er partiet der skal have stemmer, om det er det lokale
område der skal være repræsenteret eller om det er det nationale område. Ved euroafstemningen så er der
kun to valgmuligheder – et ja eller et nej. Det er utroligt forskellige valgkampagner. Så man kan slet ikke
sige... det er slet ikke samme strategi. Men det der gik igen i de to valgkampagner, det vil man kunne se hvis
man ser på materialet, det er stilen. Den sort-hvide stil. Og den blev i virkeligheden lanceret et år før, ved
europaparlamentsvalget i 1999, hvor vi havde de meget sort-hvid plakater for vores kandidater. Og dem fik
vi meget ros for af PR-folk og reklamefolk som sagde, at de plakater slog meget igennem. Og det gav os et
vældig godt europaparlamentsvalg. Og så sagde vi, at det koncept det bruger vi igen på vores
billedmateriale. Det der sort-hvide og det blå B. Og det kørte vi så igennem i eurokampagnen, og med de der
ansigter, og også på de store posters vi havde på busstoppesteder.... og selv om det jo var mærkværdigt...
sådan nogle som mig som sådan ikke er særligt medie – jo jeg er meget i medierne, men det der med at være
stadset op med masser af make-up af en stylist og sådan noget, det var virkeligt uvant. Men vi valgte at gøre
det med åbne øje og sige, OK den stil den gav en vis gennemslagskraft. Og det gjorde vi så.
7)MR: Den er jo også væsentligt anderledes, end hvad alle andre partier gør.
8) EA: Og så gjorde vi også det, at vi lancerede euro-woman kampagnen – den der med Marianne som
økonomiminister, og Lone Dybkjær som europaparlamentariker, og gruppeformanden som var mig, og
Elsebeth som kulturminister og Margrethe som undervisningsminister – dvs. fem stærke kvinder som alle
sammen sagde ja. Og T-shirts og det hele. Og det er også en radikal uvant stil, og det var vi virkeligt glade
for undervejs i kampagnen, for det gav os en platform – folk var enten vildt begejstret for den, eller også
synes folk at den var helt forkert.
9) MR: Var det noget der specielt var minded mod de traditionelt skeptiske kvinder?
10) EA: Ja det var helt bevidst. Vi ville gerne signalere, at som kvinde kunne man godt være tilhænger af EU, og
man kunne godt være tilhænger af euroen, og det kunne man gøre ud fra nogle meget grundfæstede
holdninger om at være et internationalt parti. Så det gjorde vi meget bevidst – satsede på kvinder. Vi
oplevede også når vi var rundt på uddannelsessteder, at unge kvinder var meget begejstrede for det der – den
lidt opstadsede kampagne – det der med ”Yes” - det kunne de godt lide. Men det ændrer jo ikke ved, at når
man så kommer rundt andre steder, så var der ikke andet en surhed og vrissen og modvilje, og skal vi nu
stemme igen, og kan I nu ikke snart forstå det. Så jeg vil sige, at det sort-hvide koncept på billedsiden den
tog vi fra parlamentsvalget 1999, og overførte til eurokampagnen 2000. Og temaerne lå fast- de var, at vi
ville anbefale et ja, og det gjorde vi på baggrund af en landsmødevedtagelse vi havde i efteråret 1999, hvor
der var et stort flertal for et ja til euroen. Så derfra var vi på helt sikker grund. Og så havde vi en
hovedbestyrelsesvedtagelse fra lige inden kampagnen blev skudt i gang som bekræftede det, og så havde vi
oven i købet en landsmødevedtagelse fra september 2000 lige inden afstemningen som igen bekræftede det.
Så vi havde på partimæssig basis en meget solid grund at arbejde efter. Og den billedmæssige side havde vi
143