Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

nutidens medie- og politiske forbrugere sættes sammen til én formel – politikken bliver
medialiseret.
5.2. Politisk kommunikation under udvikling
Udviklingen indenfor den politiske kommunikation i Danmark kan beskrives på to planer. Det
første plan vedrører de institutionelle rammer, som det politiske kommunikationssystem
opererer under, og det omfatter de involverede aktørers selvopfattelse og de strukturelle
præmisser aktørerne har til rådighed. På dette institutionelle plan er den politiske
kommunikation over en årrække blevet stabiliseret i kraft af institutionaliseringen af bestemte
konventioner og handlingsmønstre som bl.a. inkluderer den førnævnte medialisering af
politikken.
Der andet plan vedrører den konkrete og mere håndgribelige udvikling, der har fundet
sted delvist som en nødvendig reaktion på den institutionelle udvikling. Det omfatter f.eks.
professionaliseringen af de politiske partiers organisering af mediehåndtering, antallet af
ansatte beskæftiget med mediehåndtering, hvor mange ressourcer der er tilsidesat til
informations og kommunikationsafdelinger, hvor mange spaltemillimeter pressen bruger til at
dække politiske begivenheder, hvilken type dækning dette er osv. De to planer kan ikke
adskilles fra hinanden, da det første institutionelle plan definerer den bagvedliggende
strukturelle udvikling der har betinget den konkrete udvikling.
I Danmark begyndte professionaliseringen af den politiske kommunikation for alvor i
1960’erne og 70’erne. Ved jordskredsvalget i 1973 blev de fire gamle partier udfordret af
politiske ledere som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup, der med enkle og kraftfulde
budskaber effektivt trængte igennem i medierne, for efterfølgende at sikre sig et betydeligt
antal pladser i Folketinget. Fra den tid begyndte aviser og tv for alvor at spille en vigtig rolle
for alle deltagere i politik, og man kan således tale om de gamle partiers skift fra massepartier
til mediepartier. I tråd med mediernes selvstændiggørelse, tilpassede politikerne sig den nye
virkelighed og forsøgte at tilpasse deres politiske budskaber efter mediernes rutiner og logik.
Politikerne lærte, at succes med at komme i medierne krævede, at de kunne udvælge
enkeltsager, at præsentationen af politikken var ligeså vigtig som politikkens indhold, at
præsentationen skulle holdes i korte og klare udsagn samt at der med fordel kunne være
personlige forhold med i spillet (Bek 2000:67). Det er næppe nogen tilfældighed, at Hilmar
Baunsgaard var reklamemand, og at Uffe Ellemann-Jensen var journalist med erfaring fra tvmediet.
Det er også velkendt, at Socialdemokratiets topfolk i denne periode lod sig rådgive af
filminstruktøren Bent Christensen (Thorberg 2001).
40