Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

kampagne før. Det var overraskende, og meget gennemtænkt. Og det virkede altså”.
(Berlingske Tidende 23.12.01). Mange iagttagere og kommentatorer har efter valget, på
samme vis som Nyrup Rasmussen, bidt sig fast i Venstres mediestrategi under kampagnen
som udslagsgivende for resultatet. Givet er det, at Venstres indsats i medierne var en del af
forklaringen på sejren, men mange har også peget, på at Socialdemokratiet skal kikke mod sig
selv for at finde en forklaring på valgnederlaget. Elisabeth Arnold sagde (EA svar 76): ”(...)
Venstre vandt det her valg, fordi modstanderne lavede nogle fejl, det mener jeg klart.
Socialdemokraterne lavede nogle gevaldige bommerter i løbet af valgkampen. Venstre lavede
også fejl, men Socialdemokratiet lavede virkeligt mange fejl. Så det socialdemokratiet kunne
have indhentet, det tabte de yderligere i løbet af valgkampen.” Om Det Radikale Venstres
egen indsats fortsatte Elisabeth Arnold: ”Og vi havde så det held i vores kampagne, at vi
lavede ingen fejl, og det er første gang i den tid jeg har været radikal, at jeg har oplevet, at vi
ikke har lavet nogen misstridende udmeldinger. Vi har ikke skudt os i foden, vi har ikke lavet
nogen fadæser.” Disse udtalelser understreger, at en stor del af årsagen til en kampagnes
succes eller fiasko bunder i partiets evne til ensidigt at forfølge de præformulerede
målsætninger.
En af de første analyser af valgkampen blev trykt i Mandag Morgen Monitor 3.
december 2001 (Mandag Morgen Monitor 2001b) under den sigende titel: Nytteløs valgkamp:
Politikerne tabte befolkningen. Analysen konkluderede, at de mange ressourcer partierne
havde brugt samt den hidtil største mobilisering af partiapparaterne ingen nævneværdig effekt
havde på vælgerne. Valgets store tema blev udlændinge. Men da dette tema forsvandt efter to
uger på mediernes dagsorden, forsvandt også valgkampen. De spredte temaer, som politikerne
fokuserede på den sidste uge, ville medierne ikke tale om. Og de temaer, som medierne rejste,
ville politikerne ikke vide af. Generelt ville politikerne hellere tale om hinanden end diskutere
med hinanden.
For valgkampens tre hovedaktører blev folketingsvalgkampen således en broget
affære: For politikerne var valgkampen karakteriseret ved, at de havde svært ved at formulere
valgets temaer. Partierne havde flere forskellige temaer, og mange emner blev berørt, uden at
det lykkedes at komme rigtigt til bunds i nogen af dem. For medierne var valgkampen
karakteriseret ved, at journalister og redaktører ikke vidste, hvad de skulle fokusere på. Enten
fordi politikken på mange måde var forsvundet ud af valgkampen, eller fordi de selv
egenrådigt definerede en række temaer, som politikerne ikke ønskede at diskutere. For
vælgerne var valgkampen karakteriseret ved, at de i de fleste tilfælde ikke hæftede sig ved de
konkrete episoder og temaer, som politikerne lancerede. På dette punkt adskiller valgkampen
92