Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

17) MR: Var der et tidspunkt hvor det gik op for Venstre at løbet var kørt, at meningsmålingerne var så dårlige?
18) HQ: Ikke sådan udtalt, som jeg husker det.
19) MR: Hvad med østrigssagen som også kørte undervejs. Der var det specielt de borgerlige som måtte ud på
forsvarsbarrikaderne?
20) HQ: Jamen du kan sige, at østrigssagen var jo givetvis skadelig for opbakningen til euroen, fordi den blev
set som udtryk for alt det som vi ikke ønsker EU skal være: det onde EU og smagsdommerne nede i
Bruxelles. Og derfor var der også nogle der mente, at Venstre skulle køre langt lavere profil i den østrigssag,
for ikke at sætte EU i grimt lys så kort tid før en EU-afstemning. Men der må man bare forstå, at Venstre
havde et utroligt behov for at bruge den der østrigssag til sådan at score nogle indenrigspolitiske point, fordi
den jo var umådelig dum for statsministeren. Og den havde fået endnu mere skrue, hvis der ikke havde været
en euroafstemning.
21) MR: Da Venstre begyndte på valgkampen blev det så gjort klart, hvem der var venner og fjender – hvem
skulle man passe mest på? Var det alle nej-partierne som var farlige, eller var det venstrefløjen eller
højrefløjen. Kan man snakke om nogen alliancer indenfor ja-siden?
22) HQ: Jamen det vi selvfølgelig i Venstre var meget opmærksomme på var, at en stor del af Venstres egne
vælgere var meget skeptiske. Og derfor handlede det om at argumentere for euroens fortræffeligheder, men
ikke gøre det i så høj en grad, at vi skubbede de der 30-35 pct. af Venstres kernevælgere som var meget
skeptiske overfor euroen helt over i favnen på Dansk Folkeparti. De der 30-35 pct. skulle føle sig
nogenlunde trygge ved, at ok på det her punkt mener partiet noget andet end jeg selv gør. Men det er dog
stadig mit parti. Hvis retorikken blev alt for Europa-hellig, så var der måske nogle af de 30-35 pct. der ville
have stillet sig selv det spørgsmål – er det her overhovedet mit parti?. Og det ville jo være lidt grimt. Og
derfor var det en balance på den ene side at signalere klart, at ja vi går ind for euroen, men dog ikke gøre det
på en måde så de der 30-35 pct. pludseligt følte sig hjemløse.
23) MR: Men er det så ikke et skifte fra den gang Uffe var formand?
24) HQ: Det var en proces der startede allerede… jeg ved ikke om du er opmærksom på, at Anders Fogh holdt
en meget symbolsk tale i Århus i februar 1999, hvor Venstre holdt et landsmøde som optakt til
Europaparlamentsvalgkampen – valget som jo fandt sted i sommeren 1999 – den tale fra Anders Fogh i
Århus, markerede sådan: ja vi er tilhængere af EU, ja vi synes det er en god ide, men det er ikke euro-blå
sokker og fascination og alt muligt. Det var et signal om, at ja vi kan lide EU, men vi er ikke så begejstrede
for det, at det gør noget. Det markerede sådan meget skelsættende et opgør med Uffe Ellemanns meget
Europa fascinerede linjer.
25) MR: Hvis vi tager tilbageblikket over euro-valgkampen, jeg ved godt at du stemte nej, men er der noget du
ville have gjort anderledes for at få et ja hjem. Hvad kunne I have lært?
26) HQ: Jeg ville have taget danskernes bekymringer mere seriøst. Jeg ville i højere grad have taget højde for, at
jo mere en politisk elite tonser frem med de rigtige argumenter, desto mere gør den danske folkekarakter, at
danskerne slår bak. Den der psykologiske lidt irrationelle mekanisme, tror jeg man skulle have haft langt
mere blik for end man havde.
27) MR: Der var også indenfor Socialdemokratiet en diskussion om man skulle køre på politiske argumenter
eller økonomiske argumenter – er der også noget med det. Var der også noget med det i Venstre. Hvad kørte
Venstre på?
28) HQ: Problemet var jo, at der ikke rigtig var nogle argumenter der virkelig slog hoved på sømmet på
danskerne. Der var de økonomiske argumenter, men der havde danskerne lidt den der holdning, at vi har jo
hørt før, at det vil gå af helvede til hvis ikke vi gør som de siger. Og er det nu gået af helvede til – nej det er
det ikke.
29) MR: Der kom jo også en vismandsrapport…
30) HQ: Ja, og vismandsrapporten. Og vi kan jo også se hvordan det er gået efterfølgende – vi er jo ikke gået
helt rabundus vel?… Og så var der jo de der argumenter med fred og frihed og indflydelse – men den holder
jo heller ikke, gør den vel. Danskerne går jo heller ikke ned og stemmer ja til euroen, for at sikre at
Marianne Jelved kan få en plads ved bordet. Det er jo sådan et meget elitært argument, som jeg mener blev
brugt alt alt for meget. Hvor det blev brugt på en måde så danskerne måtte spørge sig selv, at skal vi virkelig
sætte vores valuta over styr, skal vi virkeligt risikere vores selvstændighed for, at Marianne Jelved føler at
hun kan spise kirsebær med de store. Men hvis du spørger mig, hvad skulle man så have slået på i stedet for
- …. den er svær…. Og her er det selvfølgelig også min egen opfattelse der kommer ind i billedet. Jeg tror
måske, at det man kunne have slået på var, at et nej var udtryk for selvtilstrækkelighed, væren sig selv nok,
være en slags vi-vide-bedre. Få beskrevet nejet som et udtryk for en del af den danske folkekarakter som de
færreste af os i virkeligheden rigtigt bryder os om. Der var jo også, skal du huske på, mange af de potentielle
nej-sigere, der havde det skidt med deres nej, fordi de ikke brød sig om at blive slået i hartkorn med det
yderste højre. Den kunne man måske også have udnyttet lidt mere. Men igen en balance. Hvis Nyrup og
Venstre havde kørt for meget på det, havde risikoen været at man måske havde pisset på sine egne. Det var
135