Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

9) MR: Du sagde før, at I skulle ud til forskellige dele af Socialdemokratiets vælgere. Hvordan havde I arbejdet
med hvilke vælgersegmenter I skulle nå ud til? Der er jo den traditionelle socialdemokratiske vælger og der
er den mere...?
10) PR: Nu var kampagnen selvfølgelig sådan, at det var en vigtig målgruppe at overbevise Socialdemokratiets
vælgere. Men man var samtidig meget opmærksomme på, at Socialdemokratiet kva regeringsmagt osv., også
talte til andre vælgergruppen end Socialdemokratiets. Så du kan sige, at det var en to-delt kampagne.
11) MR: Men indenfor Socialdemokratiet er der jo også mange…?
12) PR: Det er klart, at der indenfor Socialdemokratiet var – kampagnen gik selvfølgelig på, man skulle
mobilisere ja-sigerne. Folk blev jo inddelt i forskellige grupper – der var jo nogle overbevidste ja-sigere. Det
var vigtig at mobilisere dem så de også tog del i debatten, så de også kom hen og stemte osv. osv. Det var en
vigtig opgave, som ofte bliver overset, som er central. Så er der så nogle benhårde nej-sigere, som også er
Socialdemokratiets vælgere, og en del af dem afskrev vi fuldstændig på forhånd, for der vil være en stor del
af Socialdemokratiets vælgere og i befolkningen som stemmer nej. Og dem er der sådan set ikke nogen
grund til at bruge krudt på. Det der er interessant det er selvfølgelig skeptikerne, eller de EU-kritiske som
synes, at vi skal være med i internationalt samarbejde. Og det var selvfølgelig der, vi brugte krudtet. Og der
viste forskellige analyser vi fik lavet, at de var meget forskellige. Der var nogle i den her gruppe som faktisk
tændte på og gerne kunne se ja-argumenter ved at komme med nogle overordnede budskaber omkring
Danmarks rolle i Europa, at vi skal have indflydelse osv. osv. Og så var der andre som var fuldstændig
ligeglade med det, men som bare ville have sikkerhed for sit job. Og der var andre igen som ville sikre sig,
at deres husleje ikke blev for dyr, og så var der andre som var helt ligeglade med det, men som ville sikre
sig, at virksomhederne havde et ordentligt konkurrencemiljø. Og samtlige målinger vi fik lavet viste, at
argumenterne for at stemme ja, også det som tvivlerne svarede kunne overbevise dem i en ja-retning kontra
en nej-retning, det cementerer sig omkring nogle bestemte ting, både omkring det politiske og det
økonomiske. Men der er ikke sådan en ting som kunne gøre det, eller en ting som vi i hvert fald ikke skulle
sige. Du blev nødt til at rulle ud med flere argumenter.
13) MR: De analyser I fik lavet var det nogle I fik lavet ude i byen, eller var det nogle fokusgrupper I lavede,
eller hvordan?
14) PR: Der var jo forskellige. For det første var der jo en hel del offentligt tilgængelige analyser, som de store
dagblade og Mandag Morgen osv. fik udarbejdet. Og fra nogle af dem kan man også godt få lov til at stille
nogle ekstra spørgsmål, og få besvaret nogle særlige ting man gerne vil vide. Og det blev gjort i et vist
omfang.
15) MR: Både før kampagnen gik i gang og også løbende?
16) PR: Ja. Det er klart, at noget som er så politisk vigtigt, og som man skal bruge så mange ressourcer på, gør
man selvfølgelig ikke uden at have noget fundament.
17) MR: Ja I skulle jo have undersøgt hvem jeres målgruppe var. Hvad jeres taktik var der. Havde I nogen ide
om hvem der var jeres fjender og hvem der var jeres venner – hvis man kan formulere det sådan. Af de andre
partier eller bevægelser? Var der nogle I gik specielt efter?
18) PR: Ja vi havde en klar ide om hvem der som udgangspunkt var venner og fjender – der var dem som sagde
ja, og dem som sagde nej. Men jeg tror, at holdningen var nok lidt, at for at overbevise en del af
socialdemokraterne, så skulle man tage en del af nej-argumenterne seriøst. Ligesom der var mange jaargumenter,
så var der også mange nej-argumenter. Der var også nogen der ikke var. På nogen punkter var
det vigtigt at diskutere med Dansk Folkeparti, og ligesom få nogle konsekvenser frem. I stedet for de følelser
som de slog meget på. Og på andre punkter var det vigtigt at gå op imod SF, for SF var selvfølgelig det parti
som mange socialdemokratiske vælgere kan identificere sig med i deres modstand. Og det var sådan set to
vidt forskellige diskussioner – at diskutere med SF og med Dansk Folkeparti. Det er meget forskelligt. Så
jeg tror nok generelt, at man bekymrede sig lidt mere om partierne end om bevægelserne. For bevægelserne
har ikke den store gennemslagskraft længere – det bliver meget skingert i tonen. Og de har heller ikke nogen
som helst form for parlamentarisk ansvarlighed. Og derfor kan de, undskyld mig, bedre lyve – og det gør de.
Notorisk er der masser af eksempler på at folk i Junibevægelsen og folk i Folkebevægelsen har stået og talt
decideret mod bedrevidende, og det gør, ja det er der også folketingspolitikere der gør, specielt på
ydrefløjene, men ikke helt i sammen omfang som bevægelserne. Regeringen kan jo ikke lyve. Altså, i det
øjeblik en minister går ud og siger noget som er forkert, så bliver de jo slagter - så bliver de slået ned. Sådan
er det.
19) MR: Man så også, det har du sagt før, at Dansk Folkeparti var ude med noget meget vildledende, omkring
euroen....?
20) PR: Omkring benzinpriser... det var groft vildledende.
21) MR: Du har også talt om ”kommunikationsressourceenheder” i nogle andre sammenhænge. På et eller andet
tidspunkt under den Socialdemokratiske kongres i midten af september, blev folkepensionen det helt store
emne. Og det var jo virkeligt noget, som satte Socialdemokratiet, eller regeringens position under pres.
Hvordan prøvede I at håndtere den sag? Jeg synes umiddelbart, jeg kan huske dengang, at der gik utroligt
118