Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

En af de væsentligste bøger om dagsordensætning er Dearing og Rogers’ Agenda-Setting
(1996). Her defineres dagsordenen som: ”An agenda is a set of issues that are communicated
in a hierachy of importance at a point in time” (p. 2). Dagsordenen er således ikke en fast
størrelse, men et resultat af et dynamisk samspil mellem flere forskellige faktorer. Nielsen
skriver ligeledes, at ”sager stiger og falder i oplevet betydning over tid, hvilket giver dem
vekslende status på dagsordenen. En dagsorden giver et øjebliksbillede af denne fluktuation”
(p. 28). Der logiske formål med at have en dagsorden i det sociale system er, at problemer kan
blive prioriteret før de bliver behandlet. Når det udvælges, hvad der kommer på dagsordenen
og hvor højt dette emne placeres, ligger det implicit, at noget andet ikke kommer på
dagsordenen eller ikke ligger så højt på den. Det er derfor en magtposition at være i stand til
at påvirke den dagsordensskabende proces (Nielsen 2000:28).
Dagsordenens betydning er gennem tiden steget i takt med mediernes betydning, og
selvom meget dagsordenforskning er nået til enighed om, at pressen ikke har så stor
indflydelse på, hvad folk mener, så har den stor indflydelse på, hvad folk mener noget om (se
bl.a. Esmark 1999, Dearing 1996). Studiet af dagsordensætning er således et studie i
samfundsmæssig forandring eller stabilitet: Hvad der kommer op i medierne, bliver noget
befolkningen taler om. Hvad der optager befolkningen, er politikerne nødt til at tage sig af,
hvis de gerne vil genvælges. 28 Denne agenda-setter model har stor erkendelsesmæssig
betydning, men hvis den ses efter i sømmene, vil det fremgå, at den halter på mange områder.
Nærstudier af daglige medieforløb i Danmark har vist, at udviklingen af
mediedagsordenen, den offentlige dagsorden og den politiske dagsorden er en dynamisk
proces, under konstant konkurrence og forhandling mellem de tre parter. Og som tillige også
påvirkes af andre eksterne faktorer og aktører. Nyheden fungerer kun som adgang til den
politiske dagsorden, fordi politiske aktører som folketingspolitikere, regerninsgmedlemmer
mv., stiller sig til rådighed som igangsættere, informationskilder og dialogpartnere. På særlige
områder kan medierne gøre sig mere eller mindre selvstændigt gældende, men ene dominerer
de hverken dagsordensættelsen eller politikken i bredere forstand. (Petersen 2000).
Der er imidlertid også forskel på den dagsordenssættende proces i hverdagen og under
kampagnen. Hvor forhandlingen kan være den mest fremtrædende dagsordensskabende
proces til hverdagen, trækkes grænserne skarpere op under et kampagneforløb. Kampagnens
intense natur og begrænsede tidshorisont gør, at den dagordensskabende proces i højere grad
28 Agenda-setting teori fokuserer først og fremmest på omfanget af dækning, men ikke på hvilken type
dækningen udgør, f.eks. i forbindelse med tonefald, vinklinger mv.
35