Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

kampagnesporet, så indeholder det begge elementer.” Socialdemokratiet gennemførte således
en bred argumentation, som appellerede til forskellige vælgersegmenter.
Partiet opererede også som udgangspunkt med, at euro-modstanderne i højere grad
ville argumentere ud fra pathos – de dybtliggende følelser hos modtageren. Således hedder det
i kampagneplanen omkring modstandernes argumenter: ”De tre farligste argumentgrupper er
p.t.: 1) Tryghed, velfærd og de nationalistiske forsøg på at patentere danskheden. 2)
Troværdighed, unionsglidebane, løfte debatten. 3) Elite – folket skræmmekampagne
argument.”
8.3. Det Radikale Venstre
Kampagnens organisatoriske struktur og strategi
Det Radikale Venstres kampagneplan blev aldrig nedfældet officielt på skrift. Lars Nielsen
har fortalt gennem e-mail korrespondance med mig, at ”(vi) havde ikke en detaljeret
kampagnemappe.” Både Lars Nielsen og Elisabeth Arnold har dog i interviewene beskrevet
partiets euro-valgkampsstrategi og organisation.
Det politiske grundlag for kampagnen blev ifølge Lars Nielsen givet i form at en
landsmødebeslutning, der tidligere end det var tilfældet hos Socialdemokratiet dikterede, at
partiet skulle gå ind for euroen (LN svar 5). Organisatorisk beskrev Lars Nielsen (LN svar
37), at kampagnen blev formuleret af et ”valgudvalg, der laver sådan noget med
valgstrategier. De tog (...) nogle diskussioner om strategi, og diskussioner om
plakatudformningen og pjeceudformningen.” Valgudvalget var i gang allerede i februar
måned, før afstemningen blev udskrevet. I valgudvalget blev den overordnede langsigtede
strategi besluttet, og her sad to repræsentanter fra folketingsgruppen, 43 to repræsentanter fra
landsforbundet, to repræsentanter fra forretningsudvalget, samt sekretariatsfolk, og andre som
var involveret som rådgivere, blandt andre Lars Nielsen selv (LN svar 41).
Kampagnens organisatoriske arbejde var ifølge Lars Nielsen organiseret både på det
formelle og det uformelle plan: ”Det formelle forum hvor der var drøftelser af det her, det var
i høj grad folketingsgruppen. Så var der så uformelle drøftelser uden for det mellem det man
kan kalde partiledelsen, altså partisekretæren og Marianne Jelved, og gruppeformanden og så
undertegnede. Det var sådan løbende os, plus nogle andre medarbejdere, der løbende
tilpassede og diskuterede hvad vi gjorde” (LN svar 43).
43 Økonomiminister og partiformand Marianne Jelved og leder af folketingsgruppen Elisabeth Arnold.
59