Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Bilag 5: Udskrift af interview med Claus Larsen-Jensen
Udskrift af interview med Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg og
med i Socialdemokratiets euro-kampagne. Interviewet gennemført i Folketinget mandag den
3. december, 14:30-15:30.
1) MR: [Først beskrivelse af min problemstilling i specialet, med fokus på, at det drejer sig om de to
afstemninger og om Socialdemokratiets og Det Radikale Venstre] Vil du beskrive for the record hvem du er
og hvad din position var under eurovalgkampen?
2) CLJ: Jeg var EU-ordfører for partiet og formand for Folketingets Europaudvalg. Så jeg sad dybt begravet i
kampagnen men havde også den koordinerende funktion i forhold til Folketingets Europaudvalg. Men det er
en mindre del af det her. Dvs. at jeg deltog i de central kampagne og koordineringsmøder der blev lavet
partimæssigt – i forhold til hvad vi ville og ikke ville fra starten af.
3) MR: Hvornår startede den proces?
4) CLJ: Det startede op officielt i slutningen af februar og begyndelsen af marts – og så rullede det. Og man
kan sige i bakspejlet, at der var to tilgange til den her diskussion. Der var god overensstemmelse mellem det
Radikale og Socialdemokratiet på regeringsniveau – Marianne Jelved, Lykketoft, Nyrup – om at det her var
en afgrænset sag. Det er nok også det som Lars har sagt. Det var euroen og det der var relateret som vi
skulle stemme om, og ikke alt det andet. Og man har jo forsøgt at holde det spor, hele vejen igennem. Back
on the track, hver gang debatten prøvede at køre væk fra det. Og det kørte væk dels på risikoen for en
generel diskussion om det hele, den store Europa-diskussion, ja-nej igen osv. Og så gik den på mere form
end egentligt indhold. Halvdelen af artiklerne handlede om performance, og det var en let ejendommelig
oplevelse.
5) MR: Var det nogle tanker I havde gjort jer på forhånd, at der var en risiko for, at debatten blev drejet den
vej?
6) CLJ: Man må sige, jeg har jo medansvar for kampagnen, jeg løber ikke fra noget som helst, men jeg har nok
ligget der og syntes, at hvis folk ikke har kunne se de politiske fordele, så blev de ikke overbevist om de
økonomiske argumenter. Og hovedsporet i hele kampagnen var nok bygget op på de økonomiske
argumenter, altså alle de fordele der var, og der hvor den går galt for alvor, bortset fra, at et halvt år er noget
lort – man kan ikke holde dampen oppe, og derfor bliver det alt muligt andet fnidder fnadder der kommer på
banen. Og ind over en sommerferie, det går det jo endnu værre. Det var fordi vi var så hulens bange for at,
vi havde jo sagt, at der skulle være god tid, så derfor landende vi på, at der var næsten syv måneder i alt i
den kampagne her. Det mener jeg var en fuldstændig fundamental fejltagelse, det tror jeg alle der har været
involveret i det her vil sige. Men det var fordi vi var så bange for at blive beskyldt for ikke at have givet
befolkningen tid nok, fordi så havde vi på forhånd et handikap. Og man skal jo kende forhistorien, for op til
sidste valg kunne vi faktisk ikke forudse, at udviklingen ville gå så stærkt på euroområdet og på forsvars og
retlige og indre anliggende. Vi havde vel ikke gjort os nogle forestillinger om, at det ville udvikle sig sådan.
Og det handikap regeringen havde var jo, at man havde sagt, at man sådan ikke kunne forestille, at man
skulle have en folkeafstemning i den periode. Og derfor når man så går ud og siger, ved I hvad venner, vi er
blevet klogere fordi udviklingen går så stærkt vi har ændret opfattelse, men i øvrigt så snyder vi ikke
vælgerne fordi vi går ud og holder en folkeafstemning om det ene og om det andet, vi giver god tid til det.
Det er det der har været tankegangen der har fyldt det her, hvilket jeg synes er meget sympatisk ud fra en
demokratisk betragtning, men i praksis noget lort... det duer ikke. Det giver alt for meget mudder. Og så sker
der det i den sidste fase... jeg kan huske, at jeg gik ud med noget politisk relativt hurtigt, men fik at vide, at
nu skulle jeg holde sporet, og så holdt vi sporet på det økonomiske og fik så et smæk på det økonomiske
sommeren over og opinionstallene var ikke gode nok, og så kom det jeg vil kalde de økonomiske
argumenter til spark i benet, hvor Marianne Jelved og Mogens Lykketoft gik på banen med at det vil koste
så og så meget. Det tror jeg selv var skadeligt. Det gavnede i hvert fald ikke. For dem der i givet fald skulle
overbevises, for dem handlede det her slet ikke om økonomiske argumenter. Det handlede om man kunne
lide de politiske konsekvenser af eurodeltagelse, eller ikke kunne lide dem, og derfor kikser man, fordi man
sparker i virkeligheden dem bagi som man gerne vil overbevise, med nogen argumenter som de under ingen
omstændigheder vil købe. Det er det der er hovedpointen.
7) MR: Der var jo flere gange undervejs en debat i medierne om intern splid og et kursskifte?
8) CLJ: Jeg vil ikke sige intern splid...
9) MR: Men et skifte mellem de politiske og økonomiske argumenter, hvor du har været ude...
10) CLJ: Jeg har jo en fortid... jeg er gammel EU-modstander og har været det aktivt i 15 år indtil godt 1986 ved
det Indre Marked afstemningen. Derfor havde jeg en klar fornemmelse af, at risikoen for at snakke politik
det var at så åbnede du Pandoras æske, og så fik du målforskydning – og derved kunne du ikke holde
debatten på det, det handlede om. Omvendt er problemet, at hvis folk generelt er skeptiske overfor den
137