Strategi og virkelighed - politiskkommunikation.dk

Euroen som politisk ide
Det Radikale Venstre har som udgangspunkt støttet euroen som en politisk funderet ide. Som
Elisabeth Arnold sagde (EA svar 20): ”(...) vi havde jo valgt at tage den politiske, og sige vi er
simpelthen tilhængere af Europa, vi er tilhængere af integration og vi er interesseret i politisk
integration også. Og vi er ikke bange for det, og vi mener, at det er godt. Og vi har ikke været
nær så optaget af den økonomiske argumentation som Socialdemokratiet.”
Hermed appellerede Det Radikale Venstre målrettet ud fra dokumenterede viden om
deres vælgeres præferencer. Som Elisabeth Arnold sagde (EA svar 28): ”Vores vælgere de
fulgte os, det viser målingerne bagefter. Vi havde noget i retningen af 80 pct. af vores vælgere
bag os, hvis ikke vi havde mere. Vi var klart det mest euro-positive parti overhovedet. Vi
overgik selv Centrum Demokraterne.” De radikale vælgere havde dermed taget euroen til sig
som en naturlig del af ideen bag det europæiske samarbejde. Ideen havde udviklet sig blandt
vælgerkorpset fra en public sentiment til et frame, og euroen var for flertallet af de radikale
vælgere dermed blevet at betragte som en institutionaliseret del af EU-samarbejdet. Dette
gjaldt dog ikke for befolkningen som helhed, og Det Radikale Venstre kan i den forbindelse
betragtes som en ideational entrepreneur der i Finnemore og Sikkinks terminologi vil kunne
lede an i en promovering og spredning af ideen. Marianne Jelved udtalte således også i sin
tale på det radikale landsmøde den 16. september 2000 at: ”Vi radikale har det privilegium at
have noget at kæmpe for, en idé og et mål som vi tror på.”
Argumentationsformer
I højere grad end Socialdemokratiet var Det Radikale Venstre opsat på at argumentere ud fra
logos. Lars Nielsen forklarer, at de ”Derudover vidste vi jo også, at Marianne Jelved var
fagminister på området. Vores strategi blev jo, at vi i høj grad måtte tage os af noget af det
mere fagligt tunge. Vores parti måtte stå for den meget ansvarlige og sandfærdige linje.
Strategien blev aldrig nedfældet, men den blev gennemdiskuteret et par gange – at vi skulle
være super-europæere, eller meget åbne tilhængere af Europa, og vi skulle så bruge vores
kræfter på at sende et sandfærdigt billede”. Ud over, at Marianne Jelved var fagminister på
området, hænger dette også sammen med den målgruppe, partiet argumenterede overfor. Lars
Nielsen beskrev (LN svar 9) den målgruppe, partiet henvendte sig til som: ”(…)eftersom vi
appellerede til meget velartikulerede og veluddannede mennesker, så var vi også klar over, at
den type argumenter som vores vælgere ville acceptere, det var også de velartikulerede.”
Elisabeth Arnold beskriver ligeledes (EA svar 20) at, ”Vores vælgere er typisk nogle som er
veluddannede og eftertænksomme, og vi ville hellere signalere, at vi gør det her fordi vi er
61