Optimal betalingsformidling i den offentlige sektor - Finansministeriet

kpmg
Generelle barrierer
Vor undersøgelse har ikke afsløret hindringer for, at betalinger kan varetages via
elektroniske overførsler i den enkelte forvaltning frem for kontantkassen - som det
allerede sker i nogle kommuner. Ved en borgers henvendelse til en forvaltning vil
der blive angivet et kontonummer, hvortil det givne beløb skal indbetales. Alle typer
af indbetalinger - skolemælk, kolonihaver m.v. og pålignede betalinger generelt
- kan herefter oprettes i f.eks. kommunens debitorsystem, hvorefter betalinger fra
borgeren kan opkræves via PBS Plus/Total.
Det er dog hensigtsmæssigt at kunne modtage kontanter i en kommune. Det skal
udelukkende fungere som en "nødprocedure", så der i uforudsete situationer er mulighed
for at indbetale skyldige beløb, f.eks. ved inkassosager. På udbetalingssiden
skal der kun kunne udbetales meget små beløb og kun i helt specielle situationer.
Den daglige likvide kassebeholdning i en sådan receptionskasse vil være meget begrænset.
Visse kommuner har en lille gruppe borgere, til hvem udbetalinger ikke kan foretages
i pengeinstitutter, da de er blevet forment adgang dertil, eksempelvis på grund
af voldelig adfærd. Det drejer sig altovervejende om sociale ydelser, der i stedet
udbetales ved kommunens egen kontantkasse. En løsning er at udstyre sådanne
personer med et hævekort til pengeinstitutternes kontantautomater, da disse kan benyttes
uden adgang til de egentlige filialer. Samtidig elimineres sikkerhedsrisikoen
ved samme persongruppes tilstedeværelse ved udbetaling via den kommunale kontantkasse,
hvor der ligeledes kan forekomme voldelige optrin. Under alle omstændigheder
er dette et meget lille og afgrænset problem, der eksisterer i få kommuner,
og som derfor ikke kan begrunde kontantkassers eksistens generelt.
Man kan stille det generelle spørgsmål, hvorfor der overhovedet eksisterer så mange
kontante udbetalinger ud over de begrænsede tilfælde, vi netop har nævnt som
umiddelbart "nødvendige". Hvorfor er der en mængde unødvendige kontante udbetalinger
- som oven i købet er bekostelige? Gennem vort arbejde har vi især mødt
følgende synspunkter:
1 "Tradition". Visse kommuner vælger at udbetale kontanter til bl.a. folkepensionister,
fordi mange ældre borgere foretrækker at modtage kontanter - af "vane".
Dette er naturligvis et gyldigt argument, og derfor skal man huske på, at
der fra en NemKonto naturligvis kan trækkes rede penge! Udbetalingen sker
bare i banken og ikke fra kommunen.
2 Service. Mange opfatter det som en "service", at det offentlige kan udbetale
kontant, hvis man af en eller anden grund ønsker det, f.eks. underholdsbidrag,
børnetilskud og boligsikring. Igen et helt legitimt synspunkt, men der er her tale
om en service, som ikke - i modsætning til andre ydelser - nødvendigvis skal
varetages af det offentlige. Det er stadig en service at kunne overføre penge til
en konto, hvorfra der kan udbetales kontant, og der kan næppe tales om en forringet
service.
3 Ingen mulighed for at få en bankkonto. Der er en række personer, som ikke
kan få en bankkonto og derfor ikke har mulighed for at modtage sociale ydelser
andre steder end i en offentlig institution, f.eks. på rådhuset.
4 Ved at nedlægge kontantkasser kan der i visse situationer opstå negativ effekt i
form af nye opståede arbejdsopgaver ved ændrede forretningsgange, personalemæssige
problemstillinger (overskydende arbejdskraft eller manglende vilje
til omstilling) eller tab af indtægter ved et faldende antal indbetalinger som følge
af de færre betalingskanaler. Men da de potentielt negative gevinster antages
at aftage eller helt forsvinde over tid - i takt med fuldt ud gennemførte omstillingsprocesser,
borgere og virksomheders tilvænning og accept af ændrede
94